Klokken halv syv en fredag morgen var en bornholmsk kvinde ved at gøre sig klar til dagens dont – hun sad med sin morgenkaffe, da hun fik lyst til at prøve noget nyt: Hun købte skrabeloddet Tropefugle, hvor det gælder om at skrabe forskellige ord frem.
Det skriver Danske Spil A/S i en pressemeddelelse.
”Jeg plejer at spille Lotto og Eurojackpot, men den fredag røg der også et skrabelod med i kurven,” begynder kvinden sin fortælling.
”Først vandt jeg 100 kroner, og så kunne jeg jo godt spille en til. Så vandt jeg 500 kroner – fedt, mand! – og så prøvede jeg én gang til,” fortæller hun.
Kvindens travle morgenrutine tillod hende dog ikke at sidde og skrabe tre hele skrabelodder i træk, så hun havde trykket på ’autoskrab’, hvor felterne på skærmen bliver skrabet automatisk, og derfor fulgte hun ikke så nøje med i, hvad der skete på skærmen. Før hun så, at der stod ’Tillykke, du har vundet!’.
”Og så stod der et beløb, og det blev bare VED MED AT RULLE Indtil der stod 1.000.000! Så var jeg nær faldet ned af sofaen. Det var meget uvirkeligt!” fortæller hun begejstret.
”Der er jo aldrig nogen, der vinder”
Da Danske Spils telefoner åbnede om morgenen kl. 9.00, ringede den bornholmske kvinde straks ind for at høre, om det kunne passe, at hun virkelig havde vundet en hel million.
”Jeg tænkte jo, at det nok var en fejl! Altså, det passer da ikke: Der er aldrig nogen, der vinder. I hvert fald ikke mig, men så snakkede jeg med en meget sød dame, som bekræftede, at jeg havde vundet. Og hun satte straks pengene til udbetaling, så jeg ville have dem om mandagen,” fortæller kvinden, som fortsætter:
”Nøj, lørdag og søndag var meget lange. Og natten til mandag, der sov jeg næsten ikke. Jeg var vågen mange gange for at tjekke på min netbank, om pengene nu var gået ind. Men der var ingen penge, og så tænker man jo ’Det sker ikke. Der kommer ingen penge!’. Men så først på morgenen, klokken fem, halv-seks, så var de der!”
Hun har stadig ikke helt vænnet sig til, at hun nu kan kalde sig millionær.
”Lige nu prøver jeg bare at lande i det. At jeg er millionær! Det er meget, meget uvirkeligt, for jeg har aldrig haft mange penge - altså jeg har ikke manglet noget, men de falder på et tørt sted,” fortæller hun glad og fortsætter med at fortælle, hvad de mange penge skal bruges på.
”Jeg har delt millionen op, så jeg skal bruge tre fjerdedele til praktiske og fornuftige ting, og det sidste skal jeg så bruge til sjov og ballade.”
Nogle af pengene er nemlig allerede gået til en bil: En, der ikke kun er god til at køre langsomt til og fra arbejde.
”Nej, det er en fed en! Den er praktisk, men også ’sjov og ballade’,” siger hun.