Digital svindel er i hastig vækst, og hver anden sag om bedrageri foregår på internettet. Digitale svindlere kan narre store pengebeløb fra sagesløse danskere.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
”Vi skal have et stærkere værn mod svindlere, så de ikke kan franarre helt almindelige danskere for op mod en halv million kroner. Jeg synes ærlig talt, det er forkasteligt, at man kan få sig selv til at stjæle f.eks. ældre borgeres penge ved at udgive sig for at være en anden. Derfor er jeg glad for, at vi nu sammen med banksektoren, teleindustrien, Ældresagen og Forbrugerrådet Tænk er enige om at sikre, at det skal være sværere at være svindler,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Derfor er regeringen sammen med Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen blevet enige om et initiativ, der skal dæmme op for den nye slags indbrudstyve.
Det nye tiltag
Bankerne vil sænke loftet over, hvor mange penge man som udgangspunkt kan straksoverføre pr. døgn, uden først at have kontakt med sin bank, til 50.000 kroner. I dag kan loftet på straksoverførsler være op til 500.000
kroner. Bankkunderne kan ændre beløbsgrænsen på de 50.000 kr. efter kontakt til banken.
Derudover vil Teleindustrien i samarbejde med teleselskaberne etablere mulighed for, at afsendere af SMS’er kan få beskyttet deres afsendernavn, så svindlere ikke kan udgive sig for at være fra fx en bank eller en offentlig myndighed.
Finans Danmark vil desuden bede sine medlemmer om, at gennemføre en præventiv indsats over for særligt svindeludsatte kunder. Indsatsen vil indeholde information om fuldmagtsløsninger og en målrettet kommunikationsindsats om muligheden for at nedsætte beløbsgrænsen yderligere end de 50.000 kroner pr. dag.
Samtidig vil parterne i fællesskab lave en styrket informationsindsats i kampen mod digital svindel.
Aftalekredsen arbejder videre med yderligere tiltag med afsæt i ny teknologi f.eks. beskyttelse mod såkaldt spoofing, hvor svindlere ringer eller mailer og udgiver sig for f.eks. at være en bank eller myndighed.
Administrerende direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard:
”Vi tager udfordringerne med den stærkt stigende digitale kriminalitet meget alvorligt. Og vi er fra bankernes side glade for at kunne bidrage til bekæmpelsen af den. Det betyder også, at arbejdet for bankerne ikke slutter her. Kampen mod den digitale kriminalitet vil være højt på dagsordenen hos os også i de kommende år.”
Adm. Direktør i Ældresagen, Bjarne Hastrup:
”Den forfærdelige svindel, som ældre og andre er ofre for, skal stoppes hurtigst muligt. I Ældre Sagen er vi derfor glade for, at erhvervsministeren har samlet alle parter i ét rum, og at vi er enige om at kæmpe for samme sag. Det er helt nødvendigt.”
Direktør i Teleindustrien, Jakob Willer:
”Vi er glade for i dag at kunne præsentere en løsning, som allerede fra næste år kan hjælpe med at til at beskytte bedre mod svindel sms’er. Og jeg tør godt love, at der er flere initiativer på vej fra teleselskaberne. Aftalen her er et godt eksempel på, at det kræver samarbejde og en koordineret indsats at begrænse den digitale svindel.”
Formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip:
”Vi er meget glade for at ministeren har sat sig i spidsen for en hurtig indsats til at forebygge den digital svindel, som vi i appen Mit Digitale Selvforsvar, kan se er i voldsom vækst. De første 4 initiativer her, er en rigtig god start og vi ser frem til at fortsætte arbejdet om flere af de gode ideer, vi har haft på bordet til styrkelse af forbrugerbeskyttelsen.”