SuperBrugsen i Tranbjerg var i sommerperioden meget plaget af tyverier, men en onsdag i august måned gik bølgerne lidt højere end normalt.
Souschefen, Nick Laursen, havde nemlig fanget i en rumænsk butikstyv i at stjæle, og da han konfronterede kvinden, prøvede hun at vriste sig fri og bed ham i armen.
"Heldigvis gik der ikke hul, men jeg var alligevel ude at få en stivkrampevaccine", siger souschefen.
Politiet blev tilkaldt, og i døgnrapporten fremgår det, at den 27-årige butikstyv blev sigtet for vold og butikstyveri.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Medarbejderen, som blev bidt i armen, var blevet opmærksom på tyveriet og løb ud på parkeringspladsen, hvor han konfronterede kvinden, og tog hende med ind i butikken.
"Men halvvejs gennem butikken river hun sig fri og løber mod udgangen igen", fortæller souschefen, der dog fik fat i kvinden igen, hvorefter hun så bed ham.
Det er dog langt fra det eneste butikstyveri SuperBrugsen i Tranbjerg var udsat for i sommerperioden. Over 14 dage havde de nemlig stoppet hele 12 butikstyve. Det fortæller Nick Laursen.
De mange butikstyverier, er dog ikke noget der skræmmer ham.
Han fortæller, at han har det helt fint med det, og at han har arbejdet i butik i 12 år, så det bestemt ikke er noget, der er uvant for ham.