Chikaneret på Facebook og Trustpilot: Nu opfordrer HK Handel til opgør

Af: Thea Andersen

|

23/10/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Handelsansatte modtager ubehagelige beskeder på Facebook og bliver udskammet på Trustpilot, viser en undersøgelse. HK Handel opfordrer til opgør med syg kundekultur.

Lige nu læser andre også

Et større antal butiksansatte og kundeservicemedarbejdere udsættes for digital chikane, viser en undersøgelse, som TeamArbejdsliv har udarbejdet for HK Handel.

Her svarer 15 procent af fagforbundets medlemmer, der har medvirket i undersøgelsen, at de inden for de seneste 12 måneder har oplevet at blive chikaneret via online kanaler, skriver HK Handel i en pressemeddelelse.

Det er et overraskende højt niveau, lyder det fra HK Handels formand Mette Høgh.

"Det er ekstremt grænseoverskridende at blive chikaneret på nettet, og tit har man ikke mulighed for at forsvare sig selv. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at chikane foregår i stor stil fysisk i butikkerne, men det er skræmmende at se, at det også foregår på nettet og via private online kanaler", siger hun

Hængt ud på Trustpilot

I undersøgelsen er respondenterne også blevet spurgt ind til deres egne konkrete erfaringer med digital chikane.

Et medlem har for eksempel oplevet at blive hængt ud med navn på Trustpilot i forbindelse med en dårlig anmeldelse. Et andet medlem, der arbejder med kundeservice, har oplevet at modtage trusler via sms, fordi han ikke kunne returnere den vare, kunden havde bestilt. 

"Det vidner om, at vi har med en meget syg kundekultur at gøre. Det skal vi først og fremmest have taget et opgør med. Digital chikane er meget alvorligt, så vi skal også handle på det", siger Mette Høgh og fortsætter:

"Arbejdsgiverne bør for eksempel genoverveje, hvorvidt medarbejdernes fulde navne bør fremgå af navneskiltene. På den måde gør man det mere besværligt for kunden at finde frem til medarbejderen."

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er udarbejdet af TeamArbejdsliv for HK Handel. Den består dels af et spørgeskema, hvor 3.089 erhvervsaktive medlemmer har svaret. Herudover består undersøgelsen også af en kvalitativ del, hvor flere af respondenterne er blevet interviewet om deres oplevelser med bl.a. digital chikane i 2022.

Chikane af handelsansatte har i lang tid været en højt prioriteret problemstilling i HK Handel.

Gennem kampagner og opråb har man fra fagforeningens side løbende forsøgt at vende tendensen og tage et opgør med den chikane som mange ansatte i handelsbranchen oplever både fysisk og digitalt.

Anbefalet til dig