Lørdag var det blevet tid til at finde den femte deltager, der skulle forlade det populære bageprogram 'Den store bagedyst'.
Her endte den 24-årige Tilde Munkholm med at forlade programmet. Det var et meget overraskende exit, da den unge deltager havde klaret sig rigtig godt i de tidligere programmer. Det skriver Ritzau.
Desværre endte dårligt tempereret chokolade og bløde mousser med at sætte en stopper for Tilde Munkholms drøm om at vinde 'Den store bagedyst'. I stedet endte det med et tårevædet farvel.
For mange var det en stor overraskelse, at det var Tilde Munkholm, der endte med at sige farvel til bagekonkurrencen. Den unge deltager var ikke blot kendt for at matche sit tøj med sine kager, men også for at imponere med sine æstetiske mesterværker.
I lørdagens program skulle deltagerne lave kager, der havde smag af udlandet og ferieminder. Her besluttede den 24-årige deltager sig for at lave en chokoladekage, der var inspireret af Ungarn.
Desværre gik det ikke helt, som hun havde håbet på, da dommerne bed mærke i, at chokoladebåndet på kagen manglede blankhed. Samtidig gav de også udtryk for, at karamelpynten var for kluntet.
I næste udfordring fik deltageren besøg af Sidste års vinder af programmet, Mads Eg Andersen. Han havde en chokoladeovertrukket halvkugle, der forestillede en globus med, som deltagerne fik til opgave at efterligne.
Tilde Munkholm havde dog store problemer med sin kagecreme, der var for blød og flød ud. I sidste udfordring lavede den 24-årige deltager en lyserøde flamingokage, hvor hun igen havde problemer med at få chokoladetbåndet til at fungere.
Derudover forklarede dommerne, at den lyserøde glace, der udgjorde kagens top, var for tyk og gummiagtig.
Hendes præstation i lørdagens program var derfor ikke nok til at sikre hende yderligere avancement i programmet. Til trods for, at det var småting, der afgjorde, at hun måtte vinke farvel til 'Den store bagedyst', er hun forstående overfor dommernes valg.
"Jeg føler, at det var min tur til at ryge, fordi jeg var den, der klarede det dårligst i teltet den dag," siger hun ifølge Ritzau.