Nu udtaler Christian Eriksen sig selv for første gang siden den dramatiske fodboldkamp lørdag, hvor midtbanespilleren fik kortvarigt hjertestop 43 minutter inde i landsholdets kamp mod Finland. Eriksen fik efterfølgende livgivende førstehjælp på banen, inden han blev fragtet til Rigshospitalet i en ambulance.
Mandag er han fortsat indlagt til undersøgelser, men nu oplyser en italiensk journalist på Twitter, at Christian Eriksen har udtalt sig til den italienske sportsavis Gazetta dello Sport. Udtalelsen er - ifølge Dagbladet - sendt via Christian Eriksens manager.
I den kortvarige udtalelse sætter Christian Eriksen ord på sin tilstand efter de dramatiske begivenheder. Det var landsholdets læge, Morten Boesen, der på et virtuelt pressemøde søndag bekræftede, at der var tale om et hjertestop.
Siger tak
"Tak, jeg giver ikke op," udtaler Christian Eriksen til avisen, inden han uddyber:
"Jeg føler mig bedre nu – men jeg ønsker at forstå, hvad der skete," siger den danske fodboldsstjerne med henvisning til hjertestoppet, da han angiveligt ikke har nogen tidligere historik med hjerteproblemer.
"Jeg ønsker at sige tak til jer alle for det, I gjorde for mig."
Udover udtalelsen fra Christian Eriksen, har Gazetta dello Sport også talt med Martin Schoots, der er Christian Eriksens agent. Han fortæller til avisen, at han talte med fodboldspilleren søndag morgen, hvor han virkede til at have det godt. Desuden skulle Eriksen ifølge agenten glæde sig til at følge landsholdet, når de møder Belgien torsdag i denne uge.