Cirkuselefanter sendt på pension: Nu er der nyt i sagen

Nyheder
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Efter et langt liv på landevejene bor elefanterne nu på Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark

Lige nu læser andre også

Sidste sommer rykkede Danmarks fire pensionerede cirkuselefanter endelig ind på Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark. Og nu har Lara fået en ny hjerteveninde i form af den nyligt tilkomne elefant N'Yoka. Det fortæller Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse

"I 2020 flyttede Danmarks sidste cirkuselefanter ind på Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark, og Dyrenes Beskyttelse opnåede en stor sejr for at forbyde vilde dyr i cirkus," skriver dyreværnsorganisationen - og fortsætter:

"Danmarks pensionerede cirkuselefanter fik i sommer et nyt familiemedlem, da den svenske elefant N’Yoka flyttede ind på Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark. N’Yoka var på sine ældre dage blevet bange for sin egen elefantfloks tyre og kalve, og trak sig derfor fra fællesskabet."

N’Yoka fik en ny chance, da hun flyttede ind hos Danmarks pensionerede cirkuselefanter. Hunelefanter, der lever ude i naturen, lever i familieflokke og derfor er de sammen med elefanter, de kender. Det er noget andet i en safaripark:

"Når vi sætter elefanter sammen i fangenskab, kan vi aldrig vide, hvordan det går. Men sammen med Knuthenborg Safaripark har vi designet et elefantanlæg, hvor elefanterne kan udfolde sig så naturligt som muligt. Her har de masser af plads, de kan være tæt på hinanden eller gå væk fra hinanden, og det er dejligt at se, at det fungerer," siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Anne Sofie Meilvang.

Får ny slyngveninde

Og indretningen af Elefantsletten virker helt efter hensigten, for N'Yoka er nemlig blevet slyngveninder med Lara fra Cirkus Arena. De to spiser sammen, går rundt på sletten sammen, rører ved hinanden med snablerne og går ned og drikker vand sammen.

"Det betyder meget for elefanternes velfærd at have en god ven. Elefanter er ligesom mennesker sociale dyr, og det er helt forkert, hvis de går alene. For deres velfærd er det altafgørende, at de kan gå sammen med andre elefanter, som de er trygge med og har det godt sammen med", siger Anne Sofie Meilvang.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse kræver det et match mellem personligheder, når elefanter skal finde sig en ven

"Elefanter har komplekse sociale færdigheder, og forskellige personligheder. De er forskellige fra elefant til elefant, så når en elefant skal vælge en ven, skal personlighederne passe sammen. Præcis som med os mennesker" 

 

Anbefalet til dig