Hele Danmark lærte Pusle Helmuth at kende, da hun blot var tre år gammel.
Her indtog hun rollen som netop Pusle. Den mindste af børnene i de originale film i Min Søsters Børn-serien. Filmen gjorde hende landskendt og hun spillede rollen i endnu tre film.
Udover hun selv startede som skuespiller, inden hun gik i skole, så blev Pusle Helmuth nærmest født ind i det liv. Hun er datter af den danske skuespillerinde Jeanne-Yvonne Maria Darville og hele Danmarks Frits Helmuth.
Siden 2007 har den tidligere Pusle-skuespiller officielt heddet Pusle - tidligere var det blot et kælenavn - men nu fortæller hun i et interview med Billedbladet, at hun skifter navn endnu en gang.
Har været hos clairvoyant
Da hun blev født, blev Pusle Helmuth døbt Luise Charlotte Helmuth. Hun fortæller dog, at hun altid er blevet kaldt Pusle, derfor valgte hun at skifte navn for 13 år siden. Her blev Luise officielt til Pusle Helmuth Darville.
Siden er hun blandt andet blevet skilt, flyttet og har åbnet en restaurant, derfor er det nu også tid til navneforandring. Pusle Helmuth gik derfor til en clairvoyant, der hjalp hende med at finde frem til et nyt navn. Nu hedder hun Louisa Nene Helmuth.
Hun fortæller, at hun selv er glad for navneskiftet.
"Ja ja, jeg ved godt, at det for nogle lyder mærkeligt, men for mig giver det mening. Og jeg føler, at jeg kan mærke en lettelse og en accept af at være på rette vej. Det siger jeg NU … og jeg håber virkelig, at det passer. At jeg er på rette vej. Det føles lidt som at begynde forfra," fortæller hun til BilledBladet.