Coop ryster på hovedet over ny butik: "Det er grotesk"

Af: Alberte B. C.

|

21/03/2025

Nyheder
Genrefoto: Shutterstock
Genrefoto: Shutterstock
Ny butik vækker opsigt - og Coop er langt fra tilfreds.

Lige nu læser andre også

Selvom det lignede en helt almindelig butiksåbning med papirskilte, åbningstilbud og bugnende hylder, gemte der sig en bemærkelsesværdig historie bag facaden.

Da en 42-årig mand i sommer slog dørene op til en ny butik i København, var der både slik, øl, dåsemad og køkkenudstyr på hylderne - og køleskabene var fyldt med energidrikke og pålæg.

Men festen fik en brat ende, da Fødevarestyrelsens Rejsehold dukkede op og konfiskerede tre tons varer.

Myndighederne mener, at der er tale om tyvekoster. Det skriver TV 2.

Ifølge Coop stammer en stor del af varerne fra deres butikker og lagre.

På billeder fra stedet ses både deres egne varemærker, plastikkasser og endda poser fra Coop 365 - elementer, som ifølge dagligvarekæden aldrig bliver solgt eller givet væk.

"Jeg har aldrig set noget lignende. Det er grotesk, at der er så stort et tyverimarked, at man kan åbne en hel butik kun baseret på hælerivarer," siger Charlie Kragdahl, sikkerhedschef i Coop.

Ejeren af butikken nægter at have solgt stjålne varer, men kunne ikke dokumentere varernes oprindelse.

Fødevarestyrelsen konkluderer i sin rapport, at manden flere gange har givet modstridende og urigtige oplysninger.

De vurderer, at hele butikkens indhold var stjålet.

Trods sagens alvor er manden ikke tiltalt for hæleri, hvilket både Fødevarestyrelsen og Coop finder påfaldende.

Til gengæld skal han i retten for blandt andet at have truet og verbalt overfaldet en af Fødevarestyrelsens ansatte.

Anbefalet til dig