En helt ny undersøgelse foretaget af RejsRejsRejs viser, at 65 % af danskernes rejseplaner er direkte påvirket af corona-epidemien.
42 % fravælger primært risiko-områderne, når de planlægger rejser, mens 23 % svarer, at deres rejseplaner i høj grad er påvirket af situationen.
Modsat svarer i alt 35 % af deltagerne i undersøgelsen, at de ikke lader situationen påvirke deres rejseplaner. De 5 % svarer, at deres planer slet ikke er påvirket af situationen, mens 30 % kun i minimalt omfang er påvirket.
Vi undgår udsatte destinationer
I undersøgelsen, som er foretaget 5.-6- marts blandt et repræsentativt udvalg af danskere, nævner flere deres bekymring for smittefaren – men at de blot holder sig væk fra de udsatte destinationer. Som en udtrykker det:
”Jeg tager højde for de udsatte områder, men ellers ikke. Jeg synes, det er opblæst taget i betragtning af, at folk dør verden over af sult, tørst, kulde, malaria og diarré.”
Sundhedspolitisk Tidsskrift fortæller 3. marts, at der i Danmark i denne vinter er rapporteret 37 influenza-relaterede dødsfald, og denne virus har dermed kostet flere dødsfald end Corona formentligt vil medføre i Danmark de nærmeste måneder. Som en anden udtrykker det:
”For hver gang, der dør en person af COVID-19, dør der 250 af kræft. 80 % af de virusramte kommer over det helt af sig selv uden lægehjælp. Fuldstændig ligesom en almindelig influenza.”
Hvis uheldet er ude
Bekymringen for de økonomiske risici er til gengæld ret mærkbar: Betaler forsikringen, hvis jeg kommer i karantæne i to uger? Betaler mit arbejde? Hvad hvis mit fly bliver aflyst? Får jeg min billet refunderet?
”Med job i sundhedssektoren og planer om en rejse, er overvejelserne om risikoen for, at jeg oven i ferien risikerer at skulle betale for 2 ugers karantæne klart tilstede. Desværre,” siger en af de deltagende i undersøgelsen.
Rejselysten er ikke virusramt
RejsRejsRejs har ligeledes sammenlignet webtal fra februar i år med tallene for februar sidste år, og sammenholdt det med andre tilgængelige webkilder. De vurderer, at der stadig er en massiv interesse for at komme ud at rejse, og for at undersøge destinationer. Det gælder både researchen bag skærmen, og den aktive dialog om rejsespørgsmål.
Selvom salget falder hos alle bureauer i øjeblikket, er der altså stadig en stor rejselyst hos danskerne. Danskerne søger stadig på drømmerejser, weekendture og familierejser i stor stil.
Rejs med omtanke – og følg udviklingen
Husk at tjekke din forsikring nøje inden afrejse, følge med i udviklingen i Udenrigsministeriets vejledninger, og huske at holde en god håndhygiejne.
Så følg situationen og hold familie og venner opdateret, så du stadig kan opleve verden. Og selvom du måske ikke kan komme afsted lige nu, må man jo gerne drømme og planlægge lidt længere frem.