Corona-pandemien har ikke knækket denne kurve: 30.000 danskere smittet

Af: Julie Møller

|

20/01/2022

Nyheder
Genrefoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
Med knapt 30.000 tilfælde toppede klamydiasmitten i 2020 blandt danske unge.

Lige nu læser andre også

I 2020 gjorde corona-pandemien sit indtog i Danmark, men trods afstandskrav, et delvist nedlukket samfund og et lukket natteliv slog klamydiatallene blandt unge i 2020 rekorder.

Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2020 konstateret intet mindre end 29.443 klamydiatilfælde i aldersgruppen 15-29 år, hvilket er en stigning i forhold til 2018, hvor der blev fundet 28.208 tilfælde.

Det skriver Sex & Samfund i en pressemeddelelse. 

Sidste år afsatte Danske Regioner 10 millioner kroner til at forebygge klamydiasmitte. Hos Sex & Samfund mener man, at det kan være nøglen til for alvor at få knækket klamydiakurven. 

Når aftalen udmøntes, bliver det muligt for alle landets kommuner at tilbyde unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonorré.

Et opgør med en fortsat stigende klamydiasmitte kræver ifølge foreningen forebyggelse gennem testning. 

Genrefoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Derfor forventer Sex & Samfunds nationale chef, Lene Stavngaard, at de kommuner, som vælger at samarbejde om testtilbuddet til unge, på sigt vil se et fald i klamydiasmitten.

"Klamydiasmitten er bekymrende høj blandt de 15-29-årige, som i 2020 udgjorde cirka 85 procent af de samlede tilfælde. De unge er ikke kun dem, som bærer størstedelen af klamydiasmitten, men det er også dem, som er svære at få til lægen. Hvis vi skal knække klamydiakurven, er det vigtigt, at vi gør test let tilgængelige og derigennem bremser smitten. Derfor håber vi, at rigtig mange kommuner vil være med til at udfolde det nye tiltag til at bryde stigningen i klamydiasmittede," siger Lene Stavngaard.

FAKTA: KLAMYDIA I DANMARK 

  • Statens Serum Institut har lavet en opgørelse over antallet af danskere, som fik konstateret klamydia i 2020. Der er særligt fokus på unge i alderen 15-29 år, da cirka 85 procent af klamydiatilfældene konstateres i denne aldersgruppe.
  • I 2020 var det Kolding Kommune i Region Syddanmark, der havde konstateret flest klamydiatilfælde med 33,0 klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år.
  • Tidligere år har det været Solrød (33,2 i 2018), Kolding (31,6 i 2017), Frederiksberg (33,4 i 2016) og Bornholm inkl. Christiansø (32,1 i 2015), der har haft det højeste antal af klamydiatilfælde blandt unge.

Kilde: Baseret på tal fra Statens Serum Institut, som er blevet behandlet af Sex & Samfund i rapporten ”Klamydiatilfælde i 2018 og 2020” samt tidligere opgørelser fra Sundhedsstyrelsen. 

 

Anbefalet til dig