På en pressebriefing lørdag morgen i Skejby fortæller direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted, at "det drejer sig om en medarbejder fra Aarhus Universitetshospital, som har været i tæt kontakt med en italiener. De har mødtes i München, og medarbejderen er blevet smittet der."
Den danske medarbejder isolerede sig selv så snart han blev opmærksom på, at den italienske person var smittet med coronavirus.
Da smitten var bekræftet gik myndighederne i gang med at finde ud af, hvem der havde været i tæt kontakt med den smittede. I alt 30 personer, som både inkluderer patienter og kollegaer på Aarhus Universitetshospital er blevet sat i hjemmekarantæne efter kontakt med den smittede.
Den smittede er selv i hjemmekarantæne og har det, ifølge ledende overlæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, det godt.
I alt nåede den smittede at gå på arbejde i tre dage, før virussen blev opdaget. De tre arbejdsdage er minutiøst blevet gennemgået og myndighederne har en klar idé om, hvem der har en risiko for at være blevet smittet.
Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at det er vigtigt, at man ringer til sin egen længe eller lægevagten, hvis man inden for de seneste 14 dage har været i områder med udbredt smitte og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød. Man skal ikke møde op personligt ved egen læge, i stedet skal man følge de anvisninger, lægen eller lægevagten kommer med, hvis det mistænkes, at man er smittet.
Tidligere har eksperter i det danske sundhedssystem udtalt, at det danske sundhedsystem er godt gearet til coronavirus, og man som dansker med almindeligt helbred ikke behøver at frygte virussen Covid-19.