Som bilist kan intet være mere frustrerende end lysreguleringer, der ikke fungerer korrekt.
Hvis du har travlt og har ventet for rødt lys i alt for lang tid, fordi en sensor ikke virker, så er det sidste du ønsker at skulle vente endnu længere tid.
I sådanne situationer vælger nogle bilister at blæse på det røde lys, hvilket både kan blive farligt og dyrt.
Netop et problem som dette udspiller sig dagligt for Nykøbing Mors' bilister.
Hver dag står de over for en prøvelse, når de kører gennem byens lyskryds på Jernbanevej, hvor defekte lysreguleringer tvinger dem til at vente urimeligt længe ved rødt lys.
Problemet, der bunder i slidt asfalt og defekte sensorer, har vakt irritation og sikkerhedsmæssige bekymringer, da nogle vælger at køre over for rødt lys.
Og det giver altså et klip i kørekortet og en bøde på 2.000 kroner.
Det skriver TV 2.
Claus Sørensen, der flere gange har oplevet at holde længe for det røde lys, lægger ikke skjul på, at det er noget, man bliver irriteret over:
"Det er møgirriterende. Jeg holder der i evigheder, og jeg føler mig til grin, når man plejede at kunne køre hurtigt over. Jeg har kørt over for rødt lys, og jeg ser mange andre, der kører over for rødt der, fordi folk ikke gider vente, når der alligevel ikke kommer nogen", udtaler han.
Han er dog slet heller ikke den eneste, der har oplevet at vente alt for længe for rødt lys, som begyndte at være et problem i oktober, da en ny Rema 1000-butik åbnede.
Før det skiftede lysene 'normalt', men det gør de altså ikke længere, hvilket tyder på at sensorerne, der er integreret i vejen, er slidte eller defekte.
Morsø Kommune erkender problemet og arbejder på en løsning. Chris Christoffersen, der er gruppeleder for trafik, GIS og anlæg i kommunen, forklarer:
"Vi ved, at det er meget irriterende. Der er et sted, hvor de sensorer, som er fræset ned i asfalten, er slidte, og det ene sted er asfalten så dårlig, at sensorerne ikke virker, så der skal lægges ny asfalt. Det er ikke muligt lige nu på grund af vejret."
Mens kommunen forventer at implementere forbedringer snart, opfordres bilister til at respektere færdselsloven, selv under disse udfordrende forhold.
Herunder kan du se kommunens opslag, hvor problemet bliver adresseret.