Parkeringspladser i Danmarks store byer kan som oftest blive en dyr affære.
Men i Aarhus Kommune er flere nu ved at tabe kæben over udsigten til at skulle betale mere. Meget mere.
Ifølge Ekstra Bladet har Aarhus Kommune natten til lørdag fremvist budgetforliget for de kommende år, hvoraf udsigten til at skulle betale 400 procent mere om året, hvis man er ejer af en bil og skal have sig en beboerlicens, fremgår.
Byrådets budgetforlig for 2024 viser således, at prisen for en beboerlicens til parkering i Aarhus stiger fra 500 kroner om året til 2500 kroner. En stigning på 400 procent.
Hvis man har en elbil, stiger prisen fra 0 til 500 kroner.
Prisstigninger tilskrives Aarhus Kommunes klare idé om at bidrage til den grønne omstilling ved at mindske trafikken inde i byen, skriver Ekstra Bladet.
Og ifølge Rådmand Nicolaj Bang forventer kommunen at tjene 25 millioner kroner på de nye priser.
Pengene, som ifølge TV 2 Østjylland, skal gå til den grønne omstilling.
Ikke så overraskende er FDM - Danmarks største interesseorganisation for bilejere - særdeles kritisk over for prisstigningerne.
Det siger chefkonsulent Dennis Lange til TV 2 Østjylland, der er bekymret for bilejere med lave indkomster.
"De har samtidig ikke mange ekstra penge hver måned, og det er klart, at det kommer til at ramme dem hårdt. Det er samtidig den gruppe, som ikke har råd til at købe en ny elbil til 400.000, som mange af bilerne koster," siger han.
De har videre været i kontakt med flere aarhusianere, som fremhæver, at det bliver et stort problem for unge bilejere, der samtidig studerer.