Dårligt nyt til 364.000 danskere: Regningen skal betales

Nyheder
Foto: Shutterstock
Skattefar har dårligt nyt til tusindvis af danskere.

Lige nu læser andre også

Cirka 3,4 mio. borgere havde i 2020 grønne tal på årsopgørelsen. Men for omkring 364.000 er hele eller dele af den overskydende skat gået til at betale en gammel regning. Pengene er nemlig blevet brugt til at dække borgerens gæld til det offentlige.

Det fortæller Gældsstyrelsen.   Her har man siden 1. oktober sidste år modregnet gæld hos 364.000 borgere, der havde overskydende skat til gode. Pengene er gået til at dække gæld til det offentlige for omkring 2,2 mia. kr.

I gennemsnit har de 364.000 skyldnere fået modregnet gæld for 6.100 kr. Det kan fx være gæld, der stammer fra ubetalte bøder, gammel restskat eller underholdsbidrag.

Et af de stærkeste kort

Hos Gældsstyrelsen er man glade for de muligheder, som modregning giver, fortælles det. 

”Modregning er fortsat et af vores stærkeste kort på hånden. Det giver os en effektiv mulighed for fx at bruge den overskydende skat, der ellers ville være blevet udbetalt, til at afdrage på skyldnernes gæld. På den måde sikrer vi, at gælden til det offentlige bliver nedbragt, inden skyldnerne får penge i hånden,” siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.

Modregning er et af de mest effektive inddrivelsesværktøjer, som Gældsstyrelsen råder over. I 2019 år blev der i alt modregnet gæld for 3,3 mia. kr. i overskydende skat og andre offentlige udbetalinger. Bag de store tal ligger et stort arbejde, der bl.a. også handler om at få gælden gjort klar til modregning ved at sikre, at de lever op til kravene for retmæssig inddrivelse.

”Det er et omfattende og krævende stykke arbejde, men det betaler sig, når vi så efterfølgende kan tilbageholde og modregne de overskydende skatter, og på den måde få hentet penge ind på vegne af vores mange offentlige kreditorer,” siger Lars Nordahl Lemvigh. 

 

Anbefalet til dig