Skatteminister Jeppe Bruus (S) har tidligere forsikret, at den overordnede tidsplan for de nye ejendomsvurderinger ville blive overholdt. Men nu viser interne dokumenter fra projektets styregruppe, at det ikke er tilfældet.
Ifølge DR er antallet af berørte ejendomme nu oppe på mindst 700.000, hvilket er en markant stigning fra de tidligere oplyste 375.000 boliger.
Fra 2024 vil nye boligskatteregler træde i kraft, og boligskatten vil blive beregnet på baggrund af en ny vurdering. For de fleste boligejere vil det betyde en lavere skat. Men med forsinkelserne i vurderingssystemet er det usikkert, hvornår boligejerne kan forvente en ændring i deres skatteberegning.
Forsinkelserne rammer især ejere af sommerhuse og lejligheder. Oprindeligt skulle ejerne af 1,3 millioner boliger have modtaget en ny vurdering inden udgangen af året.
Nu ser det ud til, at det bliver under en million boliger, der når at få en ny vurdering inden 2024.