Det seneste døgn er 3.711 personer testet positive for corona.
Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.
De positive testsvar er fundet i 133.782 pcr-prøver.
Antallet af indlæggelser stiger med 24 til 438, og 6 personer er døde med corona det seneste døgn.
Stigende smittetal får konsekvenser
De stigende smittetal i den seneste tid har fået flere steder til at aflyse.
Frygten for smitteudbrud med corona får blandt andet flere vuggestuer og børnehaver til at aflyse arrangementer.
169 daginstitutioner oplyser til DR.dk, at de siden oktober har aflyst begivenheder.
Det er på trods af, at der på nuværende tidspunkt ingen restriktioner er på området.
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
“Vi skal ikke være smittespredere ved at afholde arrangementer,” lyder det fra daginstitutionsleder Anne Laulund fra Spilophuset, en daginstitution lidt uden for Herning.
Lige sådan har flere store virksomheder såsom Danfoss, Danske Fragtmænd, Aarstiderne og DR besluttet at aflyse den årlige julefrokost af frygt for at sprede coronasmitte.
"Vi følger fortsat myndighedernes retningslinjer, men ud fra et forsigtighedsprincip har vi besluttet, at vi må tage ekstra tiltag for at begrænse smittespredning i DR," siger underdirektør i DR og formand for DR's coronagruppe, Niels Ammitzbøll, til Ekstra Bladet og bekræfter beslutningen om at aflyse årets festligheder.