Medlemmerne er Coop kan nu besøge Dagli´Brugsen i Sengeløse uden for normal åbningstid og selv købe ind af stort set alle dagligvarer i den ubemandede butik.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Det er en test, og det betyder, at butikken er normalt bemandet og åbent fra 7-21, og i testen ubemandet fra 5-7 og igen fra 21-22. Men på sigt vil det være muligt at holde butikken åbent for medlemmerne i alle de timer, hvor den normalt er lukket, oplyser Coop.
”I 1949 åbnede vi Danmarks første selvbetjeningsbutik. I begyndelsen var kunderne, der var vant til at blive betjent af medarbejdere bag en disk, skeptiske. Det vil man nok også være her. Men den nye teknologi vil være med til at gøre hverdagen nemmere for mange forbrugere i fremtiden,” siger Coops adm. direktør Kræn Østergård Nielsen.
Bidrage til lokalsamfundet
”I Dagli´Brugsens nye strategi er et centralt element, at vi skal bidrage til, at lokalsamfundet er et godt sted at bo. Denne nye digitale mulighed er en af måderne,” siger kædedirektør Maria Beck-Tange, Dagli´Brugsen.
”Vi har mange butikker i Dagli´Brugsen, der ligger i mange lokalsamfund med langt til nærmeste anden indkøbsmulighed. Med denne model kan medlemmerne lige smutte forbi butikken og hente mælk, pålæg og andre fornødenheder, som de står og mangler efter lukketid eller tidligt om morgenen, før vi normalt ville åbne."
Kædedirektør Maria Beck-Tange i Danmarks første digitale Dagli´Brugsen i Sengeløse. Foto: Sine Fiig.
"Det store perspektiv i løsningen er dog, at det kan give butikker ekstra omsætning uden ekstra omkostninger. Det kan være med til at sikre overlevelse for mange butikker, som er en livsnerve i mange lokalsamfund,” siger Maria Beck-Tange.
Sådan foregår det
Ifølge Coop er det meget enkelt at benytte butikken uden for åbningstiden.
Medlemmerne af Coop scanner en QR-kode ved indgangen med deres Coop App, så tændes lyset i butikken, døren går op og forhæng for kølemontre går til side.
Herefter går de ind, scanner de varer, de ønsker at købe med deres telefon og lægger dem direkte ned i deres indkøbsnet. De betaler med deres Coop App, som de gør i dag med Scan & Betal, ved at scanne QR-kode ved udgangen. Derefter går døren op og de kan forlade butikken med deres varer.
Det kan man ikke købe
For at undgå tyveri er butikken video-overvåget og der kan forekomme stikprøvekontroller. Derudover kan kunderne ikke købe spiritus, cigaretter, håndkøbsmedicin og andre varer, hvis butikken besøges uden for åbningstiden.
På sigt er intentionen, at mange flere af kædens butikker skal åbne for muligheden for selvbetjening uden for åbningstid, oplyser Coop.