De danske dagligvarekæder kæmper en evig kamp for at lokke kunder til butikkerne.
Mens nogen prøver at differentiere sig på kvalitet, er der andre, der vifter kunderne om næsen med vilde tilbud eller faste, lave priser.
Det har nu set dagens lys, at SPAR-kæden er gået i gang med en omfattende relancering af sine 138 danske butikker.
De vil sætte fokus på konkurrencedygtige priser og et fornyet butiksudtryk, som skal differentiere dem fra de mange konkurrenter, der også kæmper for kundernes kroner med næb og kløer.
Det skriver B.T.
En vigtig del af SPARs nye strategi er, at de skal ligge lige under Føtex rent prismæssigt.
"Det må du egentlig godt citere mig for. At vi vil ligge i indeks 99,70 på vores varer i forhold til Føtex' priser," udtaler Esben Keller, der er kædedirektør for SPAR.
Med andre ord betyder det, at hver gang en vare koster 100 kroner i Føtex, vil samme vare koste 99,70 kroner i SPAR.
Dog er det vigtigt at bemærke, at priserne i SPAR kan variere fra butik til butik, da den enkelte købmand selv har ansvaret for prissætningen.
Flere tiltag på vej
Udover det nye prisløfte vil SPAR også introducere 200 nye varer under det, de kalder 'gul pris'.
De mange varer vil være prismatchet med Nettos, hvilket gør dem mere konkurrencedygtige. Esben Keller understreger dog, at SPAR ikke er på vej til at blive en discountkæde:
"Vi skal ikke være en discountkæde. Vi er noget andet, men man kan sige, at vi rykker et halvt skridt nærmere."
Udover de forskellige pristiltag så bliver butikkerne også opdateret rent visuelt.
Facaderne bliver opgraderet, og så skal der arbejdes på at skabe en mere ensartet butiksoplevelse på tværs af landet, så kunderne ved, hvad de kan forvente af SPAR-butikkerne.
Relanceringen vil ske i flere faser, og arbejdet starter i uge 42.