Fælleskabsfølelsen og euforien ved begivenheder som fodboldslutrunder, håndboldslutrunder og OL har vel næsten aldrig været større, end de har været i de seneste år.
Men hvorfor kan vi ikke have den følelse i hverdagen?
Det spurgte Daniel Ostersen sig selv om, og derfra blev tanke om noget til handling.
For Daniel besluttede sig for at starte et gospelkor ved navn Praise, som skulle være et socialt koncept, hvor folk helt gratis kunne komme til social sang og dans.
Det skriver TV 2 Østjylland, der var til stede ved korets seneste samling sidste mandag.
Praise startede som en drøm blandt Daniel og fire venner i september, men er hurtigt vokset fra 100 til 600 deltagere og har nu fundet midlertidigt hjem i Turbinehallen i Aarhus, efter de oprindelige lokaler blev for små.
Daniel Ostersen, som udover at være medstifter også er dirigent til kortimerne, fortæller til lokalmediet om ambitionen bag det aarhusianske gospelkor.
"Det er overvældende at mærke så mange folk, der synger sammen og bare har det fedt. Det giver en glæde indeni, som man bare skal ud med," siger han.
Gospelkorets succes skyldes blandt andet deres tilstedeværelse på sociale medier som Instagram og TikTok, hvor de deler stemningsfyldte øjeblikke fra de energifyldte samlinger.
Praise blev skabt med ønsket om at bringe glæde og fællesskab ind i unges hverdag – også på en almindelig mandag aften. Daniel Ostersen beskriver det som "en fri måde at synge på," og ifølge ham kan man ikke undgå at blive revet med af rytmerne.
Det er netop denne åbenhed og spontanitet, der tiltrækker unge fra forskellige baggrunde og tro.
Og spørger man Daniel, som fra hans placering i centrum under sangen kan se samtlige ansigter, er konceptet en stor succes - han ser nemlig ikke andet end smil.
Praise er både gratis, uforpligtende og åbent for alle, hvilket gør det til et let tilgængeligt fællesskab for de, der har lyst til at være med.
Gospelkoret samles næste gang den 11. november, og det er endnu uvist, om Turbinehallen fortsat kan rumme den voksende skare af sangglade unge.
(Herunder kan du se en video fra et af gospelkorets møder:)