2020 har vist sig som et vildt år på boligmarkedet; rekordmange boliger er solgt - priserne har trodset pandemi og nedlukning, og så er der netop gået en handel igennem, der er overgår alt – ALT - hvad markedet hidtil har set.
En 825 kvadratmeter stor villa i liebhaverforstaden Vedbæk nord for København er nemlig blevet solgt – og her er der betalt et - uden at overdrive - svimlende beløb: Nøglerne til villaen har nemlig skiftet bukselommer efter en handel til 150 millioner kroner.
Det skriver boligvisningssiden Boliga.dk på baggrund af handlens tinglysning, der lige er gået igennem.
Hushandlen er således den dyreste, der nogensinde* er indgået på dansk jord – og det er ikke bare lige akkurat: Hidtil var den dyrest solgte villa i Danmark nemlig Bella Vista på Hambros Alle i Hellerup, der i 2008 blev solgt for 75 millioner kroner. Den nye handel slår således den gamle rekord med 100 procent: altså præcis 75 millioner kroner.
Handlen er netop blevet tinglyst, og af denne fremgår det, at det er liebhavermæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, der står bag salget af villaen, der ikke var udbudt på det offentlige boligmarked.
Overfor Boliga.dk bekræfter Ivan Eltoft handlen, som han dog ikke har yderligere kommentarer til:
"Ja, jeg kan bekræfte, vi har solgt ejendommen. Ejendommen er solgt som et diskret salg via vores netværk."
Ifølge Boligas oplysninger fordeler huset sine mange kvadratmeter på 21 værelser, dertil kommer en kælder og et grundareal på mere end én hektar. Adressen går helt ned til Øresund og har desuden sin egen tennisbane og et strandstykke.
De største handler
Med en afstand på 75 millioner kroner ned til landets nu næstdyreste villasalg, har Vedbæk-handlen altså et rimelig behageligt forspring til tidligere tiders dyreste hushandler.
For mens 00’erne slog rekord med salget af Bella Vista-villaen til 75 millioner kroner, afslører Boliga.dkssalgsprishistorik, at 10’ernes boligmarked toppede da – også – Ivan Eltoft Nielsen i 2018 solgte en villa nær Hellerup Havn til 70,5 millioner kroner.
De to handler er således landets næst- og tredjedyreste hussalg nogensinde. Og mens der stadig er konkurrence om netop disse to placeringer fra det aktuelle offentlige boligmarked, så er der p.t. intet udbudt til salg – der når op over 100 millioner kroner.
Se huset her