En stor overraskelse har set dagens lys.
Danmarks mest vindende kvindelige OL-atlet nogensinde, Emma Aastrand Jørgensen, indstiller sin karriere i kajakken, som har indbragt hele fire OL-medaljer og et utal af EM- og VM-medaljer.
Det skriver Dansk Kano og Kajak Forbund.
Dansk Kano og Kajak Forbund og Team Danmark hylder Emma Aastrand Jørgensen som en atlet, der har skrevet sig ind i historiebøgerne.
”Jeg synes, jeg er nået til et sted i mit liv, hvor det giver mening for mig at stoppe. Det har gennem hele min karriere været en kæmpe drivkraft, at jeg skal have det sjovt med at ro kajak. Jeg elsker stadig sporten, men det er bare ikke lige så sjovt for mig som det har været tidligere. Jeg har været på højeste niveau i ti år, og jeg er ekstremt stolt og tilfreds med min karriere og jeg er klar til at prøve noget nyt i mit liv,” siger Emma Aastrand Jørgesen.
Beslutningen er ikke ny. Allerede omkring årsskiftet blev beslutningen truffet, og selv om den var svær er den både velovervejet og rigtig, fortæller hun.
Selvsagt er der ærgelse hos Dansk Kano og Kajak Forbund ærgrer sportschef, Torben Koue, men han har samtidig fuld forståelse for Emma og hendes beslutning.
“(...) Det er med stor respekt og beundring, at vi siger farvel til en atlet, som vil blive savnet dybt, men som også efterlader en stærk arv. Emmas arbejde og resultater har været med til at sikre, at kajaksporten står solidt, og at der er mange stærke atleter, der er klar til at føre arven videre. Vi ønsker hende alt det bedste i det nye kapitel, der venter,” siger Torben Koue.
Hvad det næste skridt skal være, skal Emma Aastrand Jørgensen i gang med at finde ud af.
Hun skal først og fremmest lande i en ny hverdag, hvor hun ikke længere er kajakroer på højt plan.
”Jeg har haft sindssygt mange oplevelser sammen med en masse fantastiske atleter, trænere og sportschefer. Jeg skylder dem en stor tak for at give mig plads til at gøre tingene på min måde og være en del af et miljø, hvor vi alle sammen har gjort hinanden bedre. Det er nyt for mig at stå her og ikke være ’kajak-Emma’. '
Nu skal jeg ud at finde ud af at være Emma, der ikke roer kajak på eliteniveau. Jeg glæder mig i det hele taget til en ny hverdag, og jeg er sikker på, at jeg finder noget nyt og spændende at kaste mig over,” siger hun.