Vestre Landsret har netop stadfæstet Kolding Byrets dom over svinekødsproducenten Martin Lund Madsen fra Ny Endrupholm A/S. Han var anklaget for at mishandle 13 grise med et slagredskab.
Byretten i Kolding havde givet ham en bøde på 250.000 kr., som han klagede over til Vestre Landsret i Viborg og håbede på at blive frikendt. Men landsretten fulgte anklagerens anbefaling om at gøre straffen hårdere og hævede bøden til 350.000 kr.
Dyrenes Beskyttelse finder dommen for blød og kræver fængsel.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra VIA ritzau.
Mishandlingen fandt sted den 7. januar 2019, hvor 13 svin ifølge dommen blev behandlet groft uforsvarligt af en uidentificeret landbrugsmedhjælper.
Eller sagt med mere almindelige ord: de 13 svin var blevet gennemtærsket med et redskab for at få dem til at gå op i en transportvogn.
Mishandlingen efterlod slagmærker, der var sammenlignelige med bagsiden af en tatovørhammer ifølge den tilsynsførende dyrlæge. Slagene var så mange og så voldsomme, at de fremtrådte som læsioner på svinekroppene efter slagtningen, hvorfor den tilsynsførende dyrlæge anmeldte sagen.
Krævede frifindelse
Martin Lund Madsen afviste anklagen og hævdede, at slagmærkerne måtte være påført efter transporten, og krævede derfor frifindelse. Den forklaring afviste både dyrlægen og senere byretten. Med henvisning til mishandlingens grove karakter og mange tidligere bødeforlæg til Ny Endrupholm A/S afsagde byretten sin kendelse den 1. december 2022 og idømte Martin Lund Madsen som den ansvarlige ejer en bøde på 250.000 kr.
Dommen blev anket af Martin Lund Madsen til landsretten med krav om frifindelse eller i det mindste en nedsættelse af bødens størrelse. Derimod krævede anklagemyndigheden en skærpelse, som Vestre Landsret valgte at følge. Den 21. august 2024 stadfæstede Vestre Landsret dommen men med den ændring, at bødestraffen blev forhøjet til 350.000 kr. Desuden skal den tiltalte, Ny Endrupholm A/S, betale sagens omkostninger for landsretten.
Dyrenes Beskyttelse kræver fængsel
Hos Dyrenes Beskyttelse har dyreværnschef, dyrlæge Yvonne Johansen, denne kommentar til dommen:
”Det er rystende og dybt bekymrende, at der ikke er tale om enten fængsel eller rettighedsfrakendelse i denne sag. Der er tale om 8. gangs overtrædelse af dyrevelfærdsloven, og det er et erhverv, som burde være uddannet og være professionelle. Samtidig viser det, at det er en stor udfordring, at selskaber som A/S tilsyneladende ikke kan rettighedsfrakendes – det er et hul i lovgivningen, som bør lukkes.”
Danmarks største svinekødsproducent
Martin Lund Madsen regnes for landets største svinekødsproducent med en årsproduktion på mere end 250.000 svin. Den 54-årige landmand er kendt som en af de bedst tjenende og mest effektive svineproducenter i Danmark. I seneste regnskabsår omsatte hans koncern, MLM Group, for svimlende 596 mio. kr. og landede et overskud heraf på 83 mio. kr.
Han blev landskendt, da han i 2018 valgte at spærre en offentlig vej med halmballer, fordi den var ulovligt anlagt på hans ejendom af Vejen kommune.