Guitarist i Danser med Drenge Steffen Qwist er død.
Den danske musiker blev 59 år.
Dødsfaldet bekræftes af musikerens nærmeste ven, Carsten Bo Jensen, til Helsingør Dagblad, skriver B.T.
Ifølge Carsten Bo Jensen døde Steffen Qwist natten til lørdag på Hillerød Sygehus af et hjertestop.
Han kan videre afsløre, at hans kammerat fik det skidt, da han var afsted med et andet band i sidste weekend.
Kort tid efter blev han indlagt coronasymptomer.
En scanning et par dage senere viste dog at musikeren havde kræft. På det tidspunkt havde kræften allerede bredt sig til store dele af kroppen.
Bandet har siden delt et skriv til minde om det nu afdøde medlem:
"Han blev indlagt på Hillerød sygehus onsdag, efter at have opsøgt sundhedsvæsenet, fordi han havde problemer med at få luft, da han var ude og spille ‘røvbalde’ i weekenden. Disse problemer var fortsat i denne uge, fortalte han os i onsdags, og han følte sig ret svækket. På sygehuset fik han at vide, at han havde adskillige sygdomme, herunder kræft, og at de ikke kunne gøre noget for ham," skriver de blandt andet.
Det fremgår videre af opslaget, at hans død kom som et stort chok.
"Han fik et hjertestop i morges, og forlod os temmelig smertefrit. Det er også det eneste positive, der kan siges om hans dødsfald. Resten er frygteligt."