Dansk bank er blevet undersøgt omkring hvidvask: Nu er der nyt

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu melder Finanstilsynet ud.

Lige nu læser andre også

Finanstilsynet har gennemført en inspektion i Merkur Andelskasse med fokus på anti-hvidvaskarbejde.

Inspektionen var en del af det løbende tilsyn, der bliver gennemført i alle pengeinstitutter og som skal sikre, at banker, mv., er bedst muligt rustet til at bekæmpe forsøg på hvidvask og terrorfinansiering. 

I den efterfølgende redegørelse skriver tilsynet, at inspektionen ’ikke har givet anledning til tilsynsreaktioner’, hvilket svarer til en pletfri vurdering af den kundeejede banks processer på anti-hvidvaskområdet.

Redegørelsen er kulminationen på flere års målrettet indsats på blandt antihvidområdet for at sikre, at Merkur ikke uforvarende bliver misbrugt til kriminalitet.

Det skriver Merkur Andelskasse i en pressemeddelelse.

Dokumentationskrav giver flere nærgående spørgsmål

Finanstilsynet vurderer i redegørelsen, at Merkurs mange kunder i NGO-sektoren giver en risiko, der er mellem til høj for hvidvask og høj i forhold til finansiering af terrorisme. Det skyldes at fx. hjælpeorganisationer ofte har et stort behov for at overføre penge til bl.a. tredjeverdenslande.

Derfor har netop kunder i den sektor været blandt dem, der har oplevet Merkurs skærpede indsats gennem de senere år. Den har nemlig betydet mange nærgående spørgsmål, forklarer Merkurs compliance- og hvidvaskansvarlige Pernille Müller:

"Som pengeinstitut skal vi spørge til, og have dokumentation for,  fx formålet med transaktioner. Altså, hvor kommer pengene fra, og hvad er relationen mellem afsender og modtager. De spørgsmål skal vi stille til alle – selvom vi kender kunden godt nok til at vide, at de med al sandsynlighed har helt rent mel i posen", siger hvidvaskchefen.

Forstående kunder

Det kan virke besværligt og unødvendigt, især overfor kunder andelskassen har kendt gennem mange år, anerkender Merkurs administrerende direktør Charlotte Skovgaard. 

Men formålet med det hele, nemlig at forhindre, at banken bliver misbrugt til alvorlig kriminalitet, er vigtigt, og heldigvis forstår kunderne oftest også den ekstra kontrol, det indebærer, siger hun:

"Vores rådgivere har haft en god og tæt dialog med kunderne om, hvordan vi bedst muligt kan imødekomme de stigende krav til dokumentation. Vi ved, at det kan virke voldsomt for alle de mange kunder, som ingen dårlige intentioner har, når vi beder om detaljeret information og dokumentation, men heldigvis er langt de fleste fuldt ud forstående", siger Charlotte Skovgaard.

For år tilbage har tilsynsbesøgene udløst nogle påbud og skærpede solvenskrav mod andelskassen, så det er en meget tilfreds topchef, der kvitterer for den pletfri redegørelse.

"Jeg er selvfølgelig meget, meget tilfreds med, at det grundige arbejde, vi her i Merkur gennem de senere år har lagt i at gennemgå og sikre processer, nu bærer frugt med denne her positive redegørelse", siger Charlotte Skovgaard.

Anbefalet til dig