Dansk par vandt 1 million kroner i Lotto: "Jeg er simpelthen så træt"

Nyheder
Foto: Danske spil
Pludselig stod der bare 1 million kroner på kontoen.

Lige nu læser andre også

Det kan godt være et hårdt arbejde at være småbørnsforælder – og der kan være dage, hvor man er træt og har mest lyst til at blive under dynen.

Sådan en dag havde et par fra Østjylland for nyligt, men så tog dagen en brat drejning til det bedre, da parret opdagede, at de havde vundet en million via deres PLUS abonnement og Millionærchancen.

Det fortæller manden, der benyttede en pause på arbejdet til at kigge i mobil-banken.

”Jeg ville lige tjekke, hvad vi havde brugt af penge i weekenden. Vi havde snakket om, at vi måske havde brugt lidt rigeligt fra madkontoen, men så var det bare, ’hvad pokker foregår der?’ Så stod der lige en million på kontoen. Der måtte jeg altså lige ned at sidde,” fortæller manden ifølge en pressemeddelelse fra Danske Spil.

”Årh, det var godt nok godt. Det var ellers en træls mandag, hvor knejten lå syg derhjemme,” fortæller manden, der ikke kan lade være med at grine, da han skal forklare, hvordan han fik overbragt nyheden til sin meget trætte kæreste, der havde taget sygepasser-tjansen i derhjemme, mens manden var på arbejde.

”Hun sad der med en lille syg dreng på skødet, og så sagde hun. ’Det er godt nok mange penge, men jeg kan ikke overskue at være så glad lige nu. Hvor er det fedt, men jeg er simpelthen så træt’,” mindes manden at konen svarede.

Med en frisk million på kontoen har parret skyndt sig at lægge nye planer. En del er gået til afbetaling af gæld, en del skal gå til at friske huset op, og en del skal gå til at rejse ud i verden – men ikke lige nu.

”Vi har afsat et beløb og sagt: Det her må vi bare bruge til nyt tøj, havemøbler, alt muligt. Og så, når ungerne er store nok, så skal vi rejse ud og dele nogle store oplevelser med dem,” fortæller manden, der også kan tilføje, at hverdagen ikke har forandret sig synderligt hjemme.

”Knejten er rask igen, men min kæreste, hun er stadig lidt træt,” siger han med et grin.

Anbefalet til dig