Antikmarkeder og loppefund er populære i det danske land, hvor der findes omkring 2.000 forskellige af slagsen. Nogle er faste indendørs markeder, der kan besøges året rundt, mens andre er sæsonbetingede, som de mange sommermarkeder, man kan besøge i årets lune måneder.
Maks Marked i Allerød er et af de nyeste skud på markedsstammen og er blevet stablet på benene af en kvinde, der mildest talt har lopper i blodet. Hun er født ind i loppe- og markedskulturen som datter af den nu afdøde Birthe Tove, der i 1998 etablerede Søllerød Loppemarked, der hurtigt udviklede sig til at være Nordsjællands største marked.
"Min mor skabte markedet for at gøre noget godt og give igen til lokalsamfundet. Den tanke er enormt smuk, og det er utrolig vigtigt for mig at holde fast i den. Jeg vil gerne ære hendes minde og holde liv i den ånd og den glæde, som hun havde og var så god til også at give videre til andre," siger Anne Katrine Tove Brix.
Birthe Tove, der blev kendt i 1970'erne som nøgenmodel og skuespiller i de populære sengekantsfilm, døde i februar 2016 efter et længere sygdomsforløb. I tiden derefter overtog Anne Katrine Tove Brix driften af Søllerød Marked sammen med sin bror, og i dag har hun skabt sit helt eget marked sammen med sin mand Michael.
Kan lidt af det hele
For at skabe et godt marked, er det ifølge Anne Katrine Tove Brix først og fremmest den glade stemning på pladsen, folk kommer efter. Hun er er vokset op med markeder som en vigtig del af den danske sommerhygge, og det er de mange års erfaring på markedspladserne, der kommer hende til gode i det nystartede Maks Marked.
"Der skal være noget for enhver smag på et godt marked. Underholdning til børnene, god musik og en masse at se på – alt det, der sørger for den gode stemning. Det er jo sjældent, at folk går på markeder for at finde noget bestemt. Man kommer for oplevelsen, lyder det fra arrangøren," der ligesom markedet også kan lidt af det hele.
Sangerinde, forfatter, skuespiller og underviser er blot nogle af de titler, hun kan bryste sig af, og med markedet kommer hendes mange talenter i spil på én og samme tid.
"Min mor var jo også en driftig kvinde, der prøvede kræfter med både modelkarrieren, skuespil, sang og selvfølgelig loppemarkedet. Den drivkraft har jeg nok også i mig. Jeg elsker at underholde og give folk en oplevelse, og det kan jeg virkelig gøre med markedet, hvor jeg også optræder med mine egne sange, fortæller Anne Katrine Tove Brix, der er klar til at synge sommerens markeder i gang med blandt andet sin nye single ’Jeg synes du er dejlig’.
Antik- og kræmmermarkedet Maks Marked i Allerød er åbent fra den 6. Jun til den 3. oktober, hver søndag fra 8.30 – 14.30.