Dansk strategi for coronavaccine på vej: Det bliver prisen

21/11/2020

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Den danske regering er på vej med en strategi for en coronavaccine. Indtil videre har de besluttet, at den skal være gratis for alle.

Mest læste i dag

Når en vaccine mod coronavirus er klar, bliver det sandsynligvis ikke nødvendigt at betale for at få det lille stik. Det vil derimod blive gratis for alle i Danmark.

Sådan lyder det i hvert fald fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff. 

"Alle danskere vil blive tilbudt vaccine frivilligt og gratis. Vi køber ekstra ind, så vi er sikre på, at alle, der har lyst til at tage imod en vaccine, kan få den," fortæller Rasmus Horn Langhoff ifølge Ekstra Bladet, og følger op: 

"Det skal ikke være pengepungen, der afgør, om man er beskyttet, siger Rasmus Horn Langhoff, der understreger, at tilbuddet også gælder Grønland og Færøerne." 

I dag er der i Danmark en række vaccine, der kræver, at man selv tager penge op af lommen, hvis man vil vaccineres. Blandt disse vacciner er influenzavaccinen, der kun gives gratis til særligt udsatte grupper – andre skal derimod selv betale. 

Det er tidligere blevet offentliggjort, at 21 ud af EU's 27 lande har en konkret vaccinestrategi. En sådan strategi indeholder en plan for, hvem der skal vaccineres først, samt hvordan det er tiltænkt, at det skal foregå. 

Danmark er dog ikke blandt ét af disse lande. Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, lover dog, at strategien nok skal komme på plads i god tid. 

"Den er på trapperne. Der er meget at tage hensyn til," fortæller han til Ekstra Bladet, og fortsætter: 

"Det vigtigste er, at strategien er baseret på sundhedsfaglige vurderinger og anbefalinger, så det ikke bliver en politisk kamp om, hvem der skal have den og hvornår." 

Han understreger, at det er essentielt, at i takt med, at vaccinerne kommer til Danmark, skal det sikres, at de rette vacciner bruges de rette steder og på rette tidspunkter. Ligeledes skal der også være styr på en forsvarlig opbevaring af vaccinen. 

Coronavaccine kan være lige om hjørnet

Det er ikke sikkert, at der er lange udsigter til en vaccine, der beskytter mod coronavirus. Faktisk kan den være lige om hjørnet. 

Ifølge Ursula von der Leyen, der er formand for EU-Kommissionen, kan de første vacciner være klar allerede i anden halvdel af december. 

Det skyldes, at der er flere af de medicinalselskaber, som EU (og derfor også Danmark) har indgået købsaftaler med, der på det seneste har offentliggjort lovende resultater i forhold til virkningen af deres vacciner. 

Det er Sundhedsstyrelsen, der har til opgave at udarbejde et fagligt oplæg til den kommende vaccinestrategi. Dette kommer til at ske i samarbejde med blandt andet Statens Serum Institut, men i sidste ende er det regeringen, der beslutter den endelige strategi. 

Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut har ønsket at udtale sig om vaccinestrategien. 

Anbefalet til dig