Efter en markedsafdækning og en grundig uddannelse af brugerne er politiets strømpistol nu klar til at blive taget i brug i en prøveperiode i de tre politikredse Københavns Vestegns Politi, Nordjyllands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Strømpistolen vil fra den 1. december 2024 derfor være synlig i bæltet hos udvalgte betjente i de nævnte politikredse.
Hvis opgaven tilsiger det, kan strømpistolen også anvendes i andre politikredse.
Sådan skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Politibetjentene i de tre politikredse skal efter planen have strømpistolen med i bæltet frem til juli 2026, hvorefter det skal besluttes, om - og i så fald hvordan - strømpistolen skal implementeres i hele politiet.
Under pilotperioden bliver der løbende og systematisk indsamlet data om politiets brug af strømpistolen, ligesom der løbende evalueres på effekten af strømpistolen, og hvordan politibetjentene oplever det nye magtmiddel.
Valget er faldet på Axon Taser 10
Rigspolitiet har siden det tidlige forår undersøgt, hvilke strømpistoler, der er på markedet, og hvilke strømpistoler, der vil passe til dansk politi.
Valget er faldet på Axon Taser 10, som er en af de nyeste modeller på markedet, og dermed også en af de strømpistoler med den nyeste teknologi.
Axon Taser 10 er blandt andet blevet valgt ud fra en forventning om, at modellen giver større taktiske og funktionelle fordele end andre strømpistoler.
Der er blandt andet lagt vægt på strømpistolens store rækkevidde og muligheden for affyring af op til 10 pile, som muliggør, at træfpunkterne kan tilpasses alt efter afstanden til en gerningsperson.
Disse egenskaber vurderes at højne sikkerheden for både politiet og borgere i situationer, hvor politiet anvender strømpistolen.
Invitation til pressen
Fredag den 29. november 2024 vil der for pressen være mulighed for en briefing om politiets strømpistol-projekt og se den strømpistol, politiet skal teste.
Der vil også være mulighed for at optage fotos og film og stille spørgsmål til projektet. Det foregår hos Københavns Vestegns Politi, Birkelundsvej 2, 2620 Albertslund, kl. 11.