Dansk skolebus med 40 elever stoppet: Chaufføren var fuld og havde øl i drikkedunken

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En dansk skolebus blev stoppet med en fuld chauffør bag rattet. Ikke nok med det, havde han en drikkedunk med sig, der indeholdt øl.

Lige nu læser andre også

Hvad der sandsynligvis skulle have været en sjov udflugt med skolen, endte med at udvikle sig til noget helt andet for 40 danske skoleelever og tre lærere.

De var nemlig med en bus, der netop var ankommet til Sverige, men her fik turen også sit stop.

Da bussen kørte over grænsen til nabolandet, blev den trukket ind til siden af det svenske toldpersonale. Om der var en mistanke til det på forhånd, vides ikke, men i hvert fald viste det sig, at chaufføren havde en meget høj promille.

Det skriver Ekstra Bladet.

Tirsdag var bussen kørt over grænsen på Øresundsbroen omtrent ved frokosttid, men det var ikke langt hverken chaufføren eller de mange skoleelever nåede ind i Sverige.

Det skyldes, at bussen blev stoppet af en række toldere fra Lernacken ved Malmø. Ifølge mediet Sydsvenskan skyldtes det ikke, at de havde mistanke om, at der blev smuglet noget, men derimod mente de, at chaufføren havde en noget mærkelig kørsel.

Det resulterede i, at de fik stoppet den danske skolebus og hevet den ind til siden. Det var selvfølgelig i denne forbindelse, at de opdagede, at den chauffør, der sad bag rettet, havde fået alt for meget at drikke.

"Ved kontrollen konstaterer toldpersonalet, at han er groft beruset og finder et stort antal dåser i førerens nærhed," fortæller Oscar Lindvall, der er viceinspektionschef for det svenske toldvæsen i Sydsverige, til Sydsvenskan.

Ikke nok med det, så viste det sig også, at han havde medbragt en drikkedunk, der indeholdt øl, som han sandsynligvis havde planer om at indtage, mens han kørte resten af turen.

"Så han havde tænkt sig at drikke under den videre rejse. Det er sandsynligt, at en alvorlig trafikulykke nu er undgået," lyder det også fra viceinspektionschef.

Heldigvis betød det ikke, at skoleeleverne måtte vende om. Derimod blev der hurtigt sendt en ny - og ædru - chauffør ud til stedet, som kunne overtaget rattet.

Anbefalet til dig