En kvinde fra Sydsjælland glæder sig til at bruge en gevinst fra Lotto på at invitere veninden med på solferie. Men hun glæder sig også til at komme hjem igen, for trods de mange millioner er hun ikke typen, der går på livslang ferie.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Med 13.000.000 kroner ekstra på bankbogen kunne en midaldrende, sydsjællandsk kvinde egentlig godt vælge at gå på tidlig pension, men nej tak: Milliongevinsten, som kvinden for nyligt har vundet på sit PLUS abonnement i Lotto, skal ikke gå til en evig ferie, understreger hun.
”Jeg skal have noget at rive i, ellers så går jeg til. Ja, det kunne godt være, at jeg kunne sidde på Mauritius og kigge på det blå vand i et halvt år, og… nej, jeg tror, jeg ville kede mig, og jeg ville nok foretrække at komme hjem til de faste rammer igen,” siger hun og forklarer.
”Jeg rejser da gerne, men hvis man rejser for altid, så går glansen ligesom lidt af det, ikke?” siger hun.
Indtil videre har kvinden ikke besluttet sig til, hvad de mange penge så skal gå til, når de nu ikke skal bruges til en tidlig pension.
”Jeg vil godt have en nyere bil. Men det siger ikke så meget i forhold til den, jeg kører i nu. Men jeg tror nu godt, at jeg vil have en med servostyring, for det har min nuværende ikke,” siger hun.
Derudover, så har kvinden egentlig kun en plan for (en lillebitte bid af) pengene: Hun vil invitere en god veninde på en rejse.
”Jeg har en god veninde, som jeg har hjulpet, og som har hjulpet mig. Hende kunne jeg godt finde på at invitere på en solferie sydpå. Det bliver nok ’bare’ en tur til Mallorca eller Gran Canaria, det ved jeg ikke rigtigt. Men jeg ved, at jeg kommer til at sige ’og jeg giver!’,” fortæller kvinden bestemt.