Det har ikke skortet på udfordringer, men alligevel blev 2024 året, hvor Lavazza Danmark for første gang rundede en milliard kroner i omsætning.
Med præcis 1,24 milliarder kroner i kassen – og en indtjening på 49,1 millioner – markerer det en vækst på henholdsvis 32 og 41 procent sammenlignet med året før. Det fortæller Retailnews.
Årsagen? En cocktail af prisstigninger, stærkere fokus på kvalitetsprodukter og ændret forbrugeradfærd, hvor helbønner og kapselkaffe har vundet frem.
Ifølge direktør Tom Faurschou har året dog ikke været uden bump. "Det har været et turbulent år med høje prisstigninger på råkaffe kombineret med geopolitiske udviklinger, som har haft stor effekt på dollarkursen," lyder det.
Dollaren spiller en afgørende rolle, da al råkaffe handles i netop den valuta – og det kan mærkes, når kursen svinger.
Lavazza Danmark, som står bag både Lavazza og Merrild på det danske marked, har håndteret prispresset ved selv at hæve priserne. Det skræmte dog ikke kunderne væk – tværtimod.
Selskabet har vundet markedsandele og satset yderligere på produkter i den højere ende af kvalitetsskalaen.
Samtidig er det samlede kaffesalg faldet en smule, primært fordi salget af filterkaffe er på retræte.
Det har fået Lavazza Danmark til at tænke nyt – blandt andet med lanceringen af en iskaffe på dåse, som har overgået forventningerne og især tiltaler yngre kunder.
Kafferejsen begyndte med Merrild i 1960’erne, og efter turen over hollandske hænder blev brandet en del af italienske Lavazza i 2015.
Nu lader det til, at fremtiden er skruet godt fast i premiumsegmentet.