Danskerne døjer med feriemave, blærebetændelse og kollaps på årets ferie

Rejsemave i Tyrkiet, blærebetændelser og besvimelser i ferievarmen i Grækenland, Spanien og på Cypern. Danskerne er rejst udenlands i anledningen af sommerferien, og allerede nu ses stigninger i antal forsikringsanmeldelser pga. sygdom og skader på rejsen.

Lige nu læser andre også

Trods det solrige danske sommervejr nyder mange danskere i øjeblikket sol, strand og vand i udlandet. De fleste har forhåbentligt præcist den ferie, de havde drømt om. Men for nogle ender rejsen i et opkald til alarmcentralen hos forsikringsselskaberne.

Selvom de danske rejsende er spredt ud over hele verden, så ses der alligevel tendenser i, hvor danskerne oftest er kommet til skade og har haft behov for hjælp indtil videre denne sommer. SOS International melder således i disse dage om særligt mange opkald fra tilskadekomne eller syge danskere fra Spanien, Grækenland og Tyrkiet.

’’Vi får naturligvis henvendelser fra hele verden året rundt. Men i de seneste uger har vi haft utroligt mange anmeldelser fra danskere, som er blevet syge eller kommet galt afsted på deres sommerferie fra visse destinationer. Det er især danskere, som ferierer i Spanien, Grækenland og Tyrkiet, som har haft brug for hjælp,’’ forklarer Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.

Ubehagelige feriemaver rammer danskerne
Når SOS International modtager henvendelser fra danskere, der har brug for hjælp på destinationen, så tegner der sig da også et klart billede.

Størstedelen af de anmeldte skader handler nemlig om den velkendte og ubehagelige ”turist-mave” på rejsen, mens urinvejsinfektioner, kollaps eller besvimelse også fylder en del i statistikkerne.

”Når vi rejser udenlands, og særligt til visse dele af verden, så glemmer mange af os at tage vores forholdsregler ift., at man nemt kan ende med en maveinfektion. Og selvom det heldigvis ofte er ganske harmløst i længden, så kan sådanne hyppige toiletbesøg ødelægge en stor del af ferien, så det er helt naturligt, at vi søger al den hjælp, vi kan få, i sådanne situationer. Så vi rådgiver en del omkring maveproblemer i øjeblikket,” lyder det fra Karin Tranberg fra SOS International.

Stor stigning i antal skadesager for Tyrkiet

Der har de senere år været et fald i rejser til Tyrkiet. Men i år er antallet af rejsende til landet igen stigende, hvilket SOS International også kan se i antal sager fra den solrige feriedestination hos alarmcentralen. 

’’Hvis vi sammenligner antallet af anmeldte skader i uge 20-27 i år med samme periode sidste år, så er antal sager i forbindelse med rejser til Tyrkiet steget med hele 58 pct. Det er en enorm stigning, som, vi tænker, må skyldes, at der er kommet mere ro på situationen i landet, så mange danskere igen rejser dertil. Desuden har der været et prisdyk på rejser til Tyrkiet grundet det helt forrygende sommervejr herhjemme.”

Når det blå sygesikringskort ikke dækker
Den generelle tendens med mange billige rejser netop nu lokker i det hele taget mange danskere til at tage en impulsiv tur til fx Tyrkiet.

SOS International advarer dog om, at det blå EU-sygesikringskort ikke dækker i fx Tyrkiet, og hvis man ikke har tegnet en rejseforsikring, vil man således selv være økonomisk ansvarlig for at betale en eventuel behandling, hvis uheldet skulle være ude.

’’Vi oplever, at der stadig er mange, der er usikre på, hvordan det blå sygesikringskort dækker, og at mange ikke får sat sig ind i dette, inden de sidder i en flyver på vej til feriedestinationen. Desto vigtigere er det at have styr på rejseforsikringen, så man altid har en alarmcentral, man kan kontakte og spørge til råds, hvis man har brug for hjælp. Vi oplever nemlig stadig overbehandling på nogle privathospitaler fx i forbindelse med indlæggelser af børn med mellemørebetændelse, hvilket både kan ødelægge ferien og skabe stor utryghed,’’ lyder det fra Karin Tranberg.

Gode råd til ferien

Sådan undgår du ”turist-mave”:
”Turistmave” skyldes bakterier i maden og i vandet eller bakterier, man får i munden fra sine egne urene hænder. Derfor er rådene:

  • God håndhygiejne: Sørg for at vaske dine hænder ofte og grundigt, og benyt også håndsprit for at sikre dig, at dine hænder er helt rene. Vær især opmærksom på dette i forbindelse med måltider.
  • Vær opmærksom på, hvad du spiser. Maden skal helst være stegt eller kogt, da risikoen for, at der opstår en infektion, efterfølgende mindskes.
  • Drik ikke vand fra vandhanen, heller ikke ved tandbørstning.

Badeferie: Gode råd ved pool og havbad
Det kan skabe gener i ørerne, hvis man er meget i vandet, især for børn, der får vand i øregangene. Husk derfor at holde badepauser, så ørerne kan få en pause fra vandet. Sørg for at tørre ørerne godt med et håndklæde efter badning.
Solskoldning:
Solen er ofte kraftigere, når man rejser syd på, og man opholder sig desuden udenfor i længere tid, så det er vig­tigt at være opmærksom på solbeskyttelse for at undgå solskoldning.

  • Benyt en passende solfaktor hele dagen
  • Sørg for at opholde dig i skyggen mellem kl. 12-15.
  • Spædbørn skal helst helt undgå at opholde sig i direkte sollys, da de ikke selv kan skifte position eller plads.

Øvrige gode råd:

  • Sørg for at vedligeholde din væskebalance: Drik masser af vand.
  • Husk håndsprit til flyveturen: Luftvejsinfektioner pådrages ofte i flyet, hvor man rører ved mange ting, herunder bagage, flipbord osv.

- Orienter dig grundigt, når du kommer frem til din destination. Mange skader sker de første par dage, fordi man ikke kender trapper, indretning på hotelværelset osv., hvorfor man ofte kan snuble, støde ind i ting, falde eller lignende.

Læs mere om blærebetændelse her.

Anbefalet til dig