Corona-pandemien har påvirket vores vaner i køkkenet. Hver fjerde dansker har brugt mere tid ved kødgryderne og lavet mere mad, de aldrig har prøvet før. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Karolines Køkken. Særligt hjemmelavet sovs er blevet et hit i landets køkkener, afslører danskernes besøg i Karolines Køkkens opskriftsdatabase på arla.dk, hvor brun sovs topper listen med en stigning i besøg på 1474 procent i coronaperioden sammenlignet med året før.
Det er nu præcis et år siden, Danmark lukkede ned og både børn og voksne blev sendt hjem i stuerne. Det har ændret vores hverdag og vores vaner. Og coronatiden har fået mange af os til at udforske nye madvaner, viser en ny undersøgelse lavet af Epinion på vegne af Karolines Køkken. Det fortæller Arla i en pressemeddelelse.
Hver fjerde dansker har brugt mere tid i køkkenet under pandemien, mens samme antal har kastet sig ud i madlavning, de aldrig har prøvet før. Fx ved at afprøve nye opskrifter eller eksperimentere med nye ingredienser.
Og det er en positiv tendens for den danske madkultur, mener Tove Færch, leder af Karolines Køkken.
”Mange danskere har fundet lysten og glæden ved at lege i køkkenet og fået øjnene op for at teste deres kundskaber. Det er jeg glad for. For jeg have frygtet, at jonglering af hjemmeundervisning og kontorpladsen ved spisebordet havde skabt mindre overskud til madlavningen. Derfor er det positivt at se, at så mange danskere har brugt mere tid ved gryderne og har udvidet deres repertoire, hvor vi normalt ser, at det er de samme retter, vi tilbereder igen og igen,” siger Tove Færch.
Danskerne har fået smag for sovs
Kraftige ændringer
I Karolines Køkkens opskriftsdatabase på Arla.dk er det tydeligt, at der sket nogle kraftige ændringer i danskernes besøg på siden under corona. På tre af pladserne på top ti over opskrifter med de største besøgsstigninger er både brun sovs, flæskestegssovs og bechamelsovs. Brun sovs topper listen med en stigning i søgninger på hele 1474 pct, når man sammenligner corona-perioden med de foregående 12 måneder.
”Det er nogle store procentstigninger, der nok også afspejler, at folk har været nysgerrige og brugt mere tid på at søge efter inspiration. Men ikke desto mindre, ser det ud til, at vi er blevet ekstra glade for sovs og steg. Det hænger formentligt sammen med, at danskerne ikke har kunnet komme på restaurant – og at mange har været afskåret fra at se den ældre generation, hvor steg og sovs traditionelt set oftere har en plads på menuen,” siger Tove Færch.
Besøg på culottesteg og wienerschnitzel er steget med næsten 700 procent i perioden. Det er dog ikke kun sovs og kød, der har været på menuen i de danske hjem. På top ti over opskrifter med de største besøgsstigninger på Arla.dk under corona er også hokkaidosuppe, laksetærte, falafler og fiskefrikadeller.
Danskerne har købt mindre færdiglavet mad
At mange af os har brugt mere tid i køkkenet under corona går også godt i tråd med, at danskerne har haft mindre behov for at købe færdiglavet mad. Hele 55 procent af danskerne har nemlig spist mindre færdiglavet mad under corona, viser Karolines Køkkens undersøgelse. Det er ifølge Tove Færch et udtryk for, at vi trods travlhed har prioriteret madlavningen.
”I et år hvor grænsen mellem arbejdstid og fritid har været udvisket for mange, er det helt naturligt, at vi har haft et behov for aftensmåltidet som et fast højdepunkt og samlingspunkt i hverdagen. Jeg synes, det er glædeligt, at danskerne har prioriteret at tilberede og hygge sig med et godt, hjemmelavet måltid,” siger Tove Færch.