Nyheder24.dk
Forside Nyheder Danskerne kører for stærkt: Her fik de fleste fartbøder i...

Danskerne kører for stærkt: Her fik de fleste fartbøder i 2025

fartkontrol fotovogn
Shutterstock

Over en kvart million danske bilister fik i 2025 en bøde for at køre for hurtigt i 50 km/t-zoner, hvilket bekymrer eksperter i trafiksikkerhed.

Danske bilister fik sidste år uddelt mere end 250.000 fartbøder for at overskride fartgrænsen i områder, hvor man højst må køre 50 kilometer i timen.

Det viser oplysninger, som Rigspolitiet har givet videre til Gjensidige.

Omregnet svarer det til, at der bliver givet intet mindre end 711 bøder til danske bilister i 50 km/t-zoner hver eneste dag.

For høj fart er med til at gøre ulykker langt værre, og derfor ser både Gjensidige og Rådet for Sikker Trafik med alvor på udviklingen.

Fart øger risikoen markant

Når hastigheden overstiger det lovlige, får føreren sværere ved at nå at reagere, og bilen skal bruge en længere strækning på at standse.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik har selv en mindre nedsættelse af farten stor betydning for sikkerheden.

“Hvis du går fra at køre 60 til 50 kilometer i timen, bliver risikoen for at blive dræbt eller komme alvorligt til skade halveret,” siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i rådet, i en pressemeddelelse.

De fleste bøder faldt i Nordsjællands politikreds, hvor der blev uddelt hele 39.505 stk. i 2025. Det er en vækst på intet mindre end 56 procent sammenlignet med 25.337 året før.

På Fyn steg antallet desuden fra 26.116 bøder i 2024 til 32.888 i 2025.

Skal have konsekvenser

Direktøren for Rådet for Sikker Trafik fremhæver desuden, at det er afgørende at få bilisterne til at respektere fartgrænserne.

Han peger i denne forbindelse på, at kommunerne blandt andet kan sænke grænsen fra 50 til 40 kilometer i timen på udvalgte veje, men at det ikke gør det alene.

“Det er vigtigt, at der er kontrol derude, så man får fat i dem, der ikke respekterer fartgrænserne, og så det har en konsekvens,” siger han.

Ads by MGDK