Som startskud på Korshærsdagene tænder Kirkens Korshær igen i år lys for alle de mennesker i Danmark, der ikke har et hjem - for de fattige, de hjemløse, de ensomme og de psykiske syge. De mennesker, vi hjælper og samler penge ind til.
På grund af corona er det ikke muligt fysisk at mødes og sammen tænde lys. Derfor har Kirkens Korshær måtte tænke ud af boksen og har gjort lystændingen digital, så alle kan være med fra deres eget hjem.
På Kirkens Korshærs facebookside vil der mandag den 16. november blive tændt et lys for socialt udsatte, hjemløse, fattige og ensomme. Et lys, som alle kan dele og være med til at sprede.
Derudover opfordrer Kirkens Korshær alle til at tænde et lys og dele det ud på de sociale medier under #hjemforhjemløse. Håbet er, at det digitale lys vil lyse op i danskernes newsfeeds og skabe opmærksomhed på de mange mennesker, der ikke har et sted at kalde hjem.
Landsindsamlingen bliver digital
Af hensyn til sikkerheden for vores indsamlere og de mennesker, der ønsker at støtte Kirkens Korshærs arbejde, bliver landsindsamlingen i år 100 procent digital. Derfor bliver indsamlingsbøsserne lagt på hylden og skiftet ud med Facebookfundraisere og donationer på Mobilepay – så alle kan være med til at samle ind hjemmefra.
Man kan donere på MobilePay 44020, eller sms ‘hjemløs’ til 1231, så giver man 200,-, oplyses det.
Kirkens Korshærs sociale arbejde
- Kirkens Korshær har 38 varmestuer. Her kan mennesker, ramt af hjemløshed og andre sociale problemer, få en pause fra det pres, de lever med udenfor. Varmestuernes medarbejdere tilbyder et måltid mad, samtaler og fællesskab, tørt tøj og et sted at hvile sig. De fleste steder kan medarbejderne også hjælpe med rådgivning og skabe kontakt til systemet, hvis vedkommende beder om det.
- Kirkens Korshær har børne - og familiestøttende arbejde ni steder i Danmark. Her har vi kontakt til over 1000 familier og hjælper blandt andet med madpakker, tøjuddelingen, rådgivning og tilbud om udflugter og sociale arrangementer.
- Kirkens Korshær driver tre stofindtagelses- og sundhedsrum, hvor stofbrugere kan indtage deres stof under observation af faguddannet personale og få hjælp og vejledning til de helbredsproblemer, der kommer med misbrug og et liv på gaden.
- Sct. Nicolai Tjenesten er Kirkens Korshærs samtaletjeneste, hvor frivillige og uddannet personale hvert år besvarer 47.000 opkald fra mennesker, der har brug for at tale og blive lyttet til. Det er ofte mennesker, der er isolerede og ensomme, og som ikke har andre, der lytter til dem.