Sidste år bookede danskerne camping rekordtidligt, og i år forventer branchen, at det går mindst lige så stærkt. Camping giver os lidt af det fællesskab tilbage, vi har tabt under corona, ifølge turismeprofessor. Der oplyser Epicent Public Relations A/S i en pressemeddelelse.
Der er rift om de danske campingpladser under corona. I en ny rundspørge fra den landsdækkende campingforening DK-Camp svarer 62 procent af de danske campingpladser, at deres besøgende bookede plads til sommeren 2021 en til to måneder tidligere end normalt.
Ifølge Henrik Halkier, professor i turisme ved Aalborg Universitet, giver efterspørgslen på campingferie god mening.
"Corona har indskrænket fællesskabet i Danmark, og mange fravælger charterferie af frygt for coronasmitte på udenlandsrejser. Camping muliggør en samhørighed med andre i relativt sikre omgivelser. Campinggæster bliver ikke for tætte, fordi de er meget udendørs og interagerer med hinanden over en hæk eller grill", siger Henrik Halkier.
Sammenlignet med andre overnatningstyper havde camping den største stigning i antal overnatninger i 2021, viser tal fra Danmarks Statistik."Campinglivet er dejligt afslappende, og man kommer hinanden ved frem for kun at sidde foran en computer. I min familie samles alle aldre fra småbørn til min svigerfar på 62 år om pladsens faciliteter i rolige naturomgivelser," siger 40-årige Kenneth Peuss-Mølbach fra Thy, der hver sommer camperer på Hjarbæk Fjord Camping.