Sidste uges snevejr, som især ramte Nordjylland, satte rekord i antallet af vejhjælpsskader hos Codan Danmark.
Det oplyser forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
Blot på de få dage sneen ramte og i dagene efter, var der 40 procent mere aktivitet på telefonen i forhold til motorskader, end hvad der er på normale decemberdage. Mange ulykker og skader på motor kunne være undgået, hvis danskerne blev bedre til at få skiftet til vinterdæk, lyder det fra Codan.
"Vi ser, at der kommer flere skader på bilen som kræver reparation, og udover selve genen ved at skulle have det udbedret, koster det ofte en selvrisiko, som kan være langt mere bekostelig end at få skiftet dækkene ud," siger skadedirektør i Codan Danmark, Henrik Bundgaard.
I de kommende dage melder DMI igen om sne over hele landet, så Henrik Bundgaard opfordrer kraftigt til, at man får skiftet til vinterdæk:
"Det er jo tankevækkende, at det kommer bag på os hvert eneste år, at det bliver glat på vejene på et tidspunkt, når vi går ind i en vintersæson. Og det er altså en farlig færd at begive sig ud på isglatte veje med sommerdæk – både for en selv – men også for sine medpassagerer og medtrafikanter, hvis man skøjter rundt," lyder det fra Henrik Bundgaard.
Foto: SOS Dansk Autohjælp.
Hos SOS Dansk Autohjælp, som er Codan Danmarks partner ift. vejhjælp, var oplevelsen da også i sidste uges snestorm, at mange bilister stadig kørte rundt på sommerdæk og dermed udsatte sig selv for markant større risiko for at køre i en grøft eller ind i autoværnet.
"Mange forbinder glatte veje med sne og minusgrader, men temperaturen på vejbanen kan være væsentligt lavere end luftens. Derfor kommer sæsonens første glatte veje og sne bag på mange bilister. Man tænker, at man har god tid og 'jeg får det bare gjort i morgen'," siger SOS Dansk Autohjælps vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.
En god tommelfingerregel lyder, at det er på tide at skifte til vinterdæk, når temperaturen kommer under syv grader. Ved temperaturer omkring syv grader mister sommerdækkene nemlig en del af deres køre- og bremseevner.
Også batterierne er et problem
En anden klassiker, når det kommer til bilister og vintervejr – og som mærkes på telefonerne hos Codan Danmark og SOS Dansk Autohjælp, er de bilejere, der skal have hjælp, fordi bilen er løbet tør for strøm.
Foto: Shutterstock.
SOS Dansk Autohjælp opfordrer således også til at være ekstra opmærksom på bilens batterier, når temperaturerne falder.
Man kan desværre ikke helgardere sig mod at batteriet løber tør – heller ikke selv om bilen er helt ny, eller man lige har fået tjekket batteriet. Det kommer blandt andet an på ens køremønster og adfærd i bilen i øvrigt, siger Anette Bjørn Juncher.
Det som sker er, at batteriets kapacitet falder i takt med temperaturen. Samtidig forbruges der mere strøm om vinteren til lys, sædevarme, vinduesviskere osv.
Faktisk kan et batteri miste op til 50 pct. af dets ydeevne i hård frost, og kører du rundt med et batteri, som i forvejen er slidt, kan du få problemer med at starte bilen på dage med frostgrader.
Et er at komme ud til sin bil om morgenen med et barn, der skal i skole eller i børnehave og den stress, det fører med sig, men det er altså heller ikke sjovt at strande et sted langt fra hjemmet i det kolde vejr, siger Anette Bjørn Juncher.
Gode råd:
- Sørg for at bruge bilen jævnligt gennem vinteren og vær opmærksom på ikke kun at køre korte ture, således at batteriet ikke bliver ladet op.
- Hav gerne nogle tæpper og noget varmt tøj liggende i bilen – og også meget gerne et reservehjul, så man er sikret at komme hurtigt videre ved punktering.
- Kør i god tid og kør efter forholdene – ved sne og glatte veje: Sænk farten, hold afstand og pas på hinanden.
- Følg vejledningen fra det offentlige i forhold til om kørsel anbefales