Når unge iværksættere første gang skal pitche en god idé til en mulig investor, kan der vente dem et mindre chok.
For selvom langt flere end tidligere blive undervist i innovation og entreprenørskab, er de studerendes kendskab til IP-rettigheder som patenter, varemærker og design meget lille.
En stikprøveanalyse foretaget af Operate for Patent- og Varemærkestyrelsen på landets professionshøjskoler viser, at hele 61 pct. af de adspurgte studerende intet kendskab har til IP-rettigheder og hele 81 pct. vurderer, at det giver mening at sætte fokus på, hvordan man passer på og styrker sine idéer i studietiden, så man er rustet, når man er færdiguddannet.
Undersøgelser viser, at IP-rettigheder som varemærker og patenter kan have afgørende betydning for vækst og tiltrækning af investorer for iværksættere og SMV’er.
Derfor har Patent- og Varemærkestyrelsen i selskab med flere danske professionshøjskoler udviklet et online videns-univers og undervisningsmateriale, der giver de studerende den viden om IP, som de savner. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
At danske studerende har behov for mere viden om IP-rettigheder bakkes op af Fonden for Entreprenørskab:
“Vores mål er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark. Heri ligger der selvfølgelig også en naturlig interesse i at forstå, hvordan man eventuelt tiltrækker vækstkapital, investorer og beskytter sin idé mod kopister - så viden om IP, ser vi bestemt en fordel i at få integreret i entreprenørskabsundervisningen” siger administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab, Christian Vintergaard.
Patent- og Varemærkestyrelsens nye videns-univers hedder Styrk din idé. Det er allerede udbredt til flere af landets professionshøjskoler, og planen er, at det skal udbredes over hele landet.