Debatten er i fuld gang.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) har luftet for offentligheden, at en afgift på oksekød kan være undervejs, så det bliver dyrere for danskerne, der dermed køber mindre, hvilket resulterer i mindre CO2-udledning.
Og nu har Coop blandet sig i debatten. Det skriver B.T.
“Vi er i gang med at kigge på, hvordan man laver en afgift på blandt andet produktionen af oksekød”, lød det fra Jeppe Bruus (S), der er skatteminister, til DR.
Coop står bag kæderne SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, 365 Discount og Kvickly, hvorfor deres standpunkt er yderst relevant i debatten:
“Principielt har vi ikke noget mod, at man bruger afgifter til at flytte forbruget i en mere bæredygtig retning”, udtaler kommunikationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen til B.T.
Han påpeger dog, at det er vigtigt, at det bliver ens vilkår for alle, og at danskerne så ikke skal kunne spare penge ved at købe kød fra Sverige eller Tyskland på internettet. Der skal de danske afgifter naturligvis også være ifølge Jens Juul Nielsen.
Derudover påpeger han, at politikerne ikke må glemme de husstande, hvor økonomien i forvejen er stram i deres måske nye afgift.
Såfremt at prisstigningerne på oksekød bliver en realitet, så vil Coop sørge for at prisen falder på en række andre varer for at kompensere.
Coop Analyse er nemlig tidligere kommet frem til at næsten 40 procent af danskerne er tilhængere af afgifterne på kød, hvis det grønne så bliver billigere.