Den 16. april kan Hendes Majestæt Dronningen fejre sin 82-års fødselsdag.
Og langt om længe kan det fejres med en fødselsdagsparade og den kongelige familie som hilser på de fremmødte.
Det har ikke været muligt de seneste år, på grund af corona-pandemien, som satte et stort præg på danskernes hverdag.
Men nu deler Kongehuset altså dejlige nyheder om den nært forestående fødselsdagsfejring.
"Når Hendes Majestæt Dronningen kan fejre sin 82-års fødselsdag den 16. april 2022, vil det foregå på Marselisborg Slot i Aarhus. Fødselsdagen bliver markeret med en fødselsdagsparade foran slottets haveside klokken 12.00, hvor Majestæten og den tilstedeværende kongelige familie viser sig på verandaen," oplyses det på Kongehusets Instagram-profil.
Sådan skal dagen foregå
"Det bliver således første gang i tre år, at Dronningens fødselsdag markeres med en fødselsdagsparade og den kongelige familie hilser på de fremmødte. I både 2020 og 2021 blev denne del aflyst som følge af situationen med COVID-19 i samfundet. I forbindelse med 82-års fødselsdagen vil der være fremlagt gratulationslister i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K, lørdag den 16. april 2022 i tidsrummet 10.00-14.00," lyder det endvidere.
Det offentlige program for Dronningens fødselsdag vil være som følger:
Kl. 11.20:
Publikum får adgang til Slotshaven foran og øst for Marselisborg Slot.
Kl. 11.45:
Den Kongelige Livgardes Musikkorps og den tiltrædende vagt marcherer fra Gardergården til slottet.
Kl. 12.00:
Dronningen og den kongelige familie træder frem på verandaen og fødselsdagsparaden finder sted. Det sker ved, at Musikkorpset marcherer op ved siden af slottet.