Den 14. november åbner forskudsopgørelsen: Derfor er den anderledes

Af: Thea Andersen

|

06/11/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Den 14. november åbner Skattestyrelsen for forskudsopgørelsen for 2024. Men for rigtig mange danskere vil den se anderledes ud i år, så der er ekstra grund til at tjekke den.

Lige nu læser andre også

Om lidt kan alle danskere tjekke deres forskudsopgørelse for næste år. Men særligt boligejerne kan komme til at spærre øjnene op, fordi deres forskudsopgørelse kommer til at se markant anderledes ud.

Det skyldes de nye ejendomsvurderinger, skriver Skatteguiden i en pressemeddelelse.

Boligejerne vil opleve, at både ejendomsværdiskat og grundskyld (ejendomsskat) fremadrettet betales løbende via ens forskuds- og årsopgørelse. Førhen var det kun ejendomsværdiskatten. Det er således slut med at betale grundskyld i to eller tre årlige rater til kommunen. Det betyder ikke, at man slipper for at betale grundskylden, men blot, at man skal være ekstra opmærksom på forskudsopgørelsen for 2024, for at undgå et ubehageligt skattesmæk.

Det er derfor ekstra vigtigt, at man har husket at inkludere sin bolig på forskudsopgørelsen, ellers får man sig en ekstra slem overraskelse, når årsopgørelsen for 2024 udkommer.

Kristoffer S. Olesen, skatteekspert hos Skatteguiden, forklarer, at der ikke er tale om en ny skat – bare en anden måde at betale på:

"Selvom fire ud af fem (ifølge Vurderingsstyrelsens egne tal), kommer til at betale en samlet lavere boligskat, så kan skatteborgerne stadig få en følelse af at betale mere i skat, nu hvor begge ejendomsskatter bliver opkrævet over ens forskudsopgørelse."

"Boligskatten vil følge værdien af ens ejendom. Hvis ens bolig senere stiger i værdi, vil skatten samtidig stige. Når ens ejendom stiger og falder i takt med de nye ejendomsvurderinger, er det vigtigt at være opmærksom sin forskudsopgørelse," tilføjer han.

Anbefalet til dig