Den 18. juli træder EU-regler i kraft: Du bør kigge efter det nye mærke i Elgiganten

Nyheder
Foto: Elgiganten
Foto: Elgiganten
Det bliver lettere at være kunder, lyder meldingen.

Lige nu læser andre også

Det nye energimærke bygger på en enkel A til G-skala, som allerede kendes fra andre hvidevarer som vaskemaskiner og køleskabe - og som for kort tid siden også blev indført på smartphones og tablets.

"Mange forbrugere vil gerne vælge det mest energieffektive produkt og på den tidligere mærkning med A+, A++ og A+++, var producenterne blevet så dygtige til at producere, at størstedelen af produkterne blev klassificeret som A++," siger Torben Førsterling, der er salgschef for hårde-/hvidevarer i Elgiganten, og tilføjer:

"Det gjorde det svært at vurdere, om man faktisk valgte det mest energieffektive eller bare et gennemsnitligt produkt. Det nye energimærke gør det markant nemmere at sammenligne modeller direkte og træffe et oplyst valg - til gavn for både miljøet og for pengepungen."

Han understreger, at den nye skala ikke ændrer noget for de produkter, man allerede har i hjemmet.

"Hvis du for eksempel har en tørretumbler med A++-mærke, er den stadig lige så energieffektiv som før. Men når du skal købe ny, bliver det langt mere overskueligt at finde den løsning, der passer bedst til dine behov - og ikke mindst sikre dig, at du vælger den mest energieffektive model," forklarer han.

Derfor skifter energimærket udseende

Da energimærkerne blev indført, lå de fleste produkter i de laveste klasser, men den teknologiske udvikling har rykket stort set alle produkter op i topklasserne.

Det skaber forvirring for forbrugerne og gør det svært at se forskel på rigtig gode og gennemsnitlige produkter.

Derfor giver det nye energimærke plads til fremtidens teknologi ved at holde A-klassen stort set tom i starten.

Det motiverer producenterne til at udvikle endnu mere energieffektive produkter - til gavn for både klima og forbrugere.

Elgigantens vil gøre det nemmere at træffe oplyste valg

Hos Elgiganten handler den grønne omstilling ikke kun om nye energimærker og mere energieffektive produkter - men også om at gøre det lettere for kunderne at træffe de rigtige valg.

Derfor har Elgiganten uddannet et særligt korps af 80 bæredygtighedsambassadører i kædens varehuse. De står klar til at rådgive om alt fra energieffektivitet til reparation, genbrug og korrekt bortskaffelse af elektronik.

"Vi ved, at mange gerne vil vælge mere bæredygtigt - men det kræver viden og gennemsigtighed. Det nye energimærke er et vigtigt skridt, og med vores ambassadører kan vi samtidig sikre, at kunderne får den nødvendige hjælp til at træffe oplyste valg ude i alle vores varehuse," afslutter Torben.

Anbefalet til dig