Den tid på året: Hav styr på dine forpligtelser ellers kan det have konsekvenser

Nyheder
Foto: Nyheder24.dk
I værste fald kan det ende med et potentielt erstatningskrav

Lige nu læser andre også

Som husejer er du underlagt en række lovpligtige regler som fx træfældning og snerydning. I tilfælde af at du ikke lever op til dine forpligtelser, kan du risikere at forvolde personskade og modtage store erstatningskrav. Nybolig samler her de gode råd til landets boligejere.

Som husejer kan du ikke blot ligge på sofaen og nøjes med at betale dine regninger. Du er faktisk forpligtet til at overholde en række regler, hvis ikke du vil risikere unødvendige regninger, sure naboer samt at stå med et potentielt erstatningsansvar.

"Det er måske ikke øverst på dagsordenen hos mange husejere, men faktisk har man et stort ansvar for, hvilke farer ens hus og omgivelser kan påføre andre mennesker, når de færdes i nærheden af ens grund," siger Alexander Falck Winther, der er pressechef i Nybolig, i en pressemeddelelse

Vær særlig opmærksom om vinteren

Kalenderen viser oktober, og snart nærmer vi os de kolde vintermåneder, hvor forpligtelserne er endnu mere presserende. I vejlovens afsnit om grundejernes forpligtelser står fx, at grundejere i byer og bymæssige områder har pligt til at snerydde, glatførebekæmpe og renholde eventuelle arealer og trapper til ejendommen.

"Som boligejer skal du fx sørge for, at dit fortov er ryddet for sne, og at det er gruset eller saltet, så forbipasserende ikke glider og kommer til skade. Derfor er man faktisk forpligtet til at stå tidligt op og komme igang med skovl og salt, inden man tager på arbejde, hvis det har sneet voldsomt om natten, eller hvis der har været isslag. For er uheldet ude for fx renovationsfolkene, postbuddet eller forbipasserende, kan man som husejer blive gjort erstatningspligtig over for de tilskadekomne," siger Alexander Falck Winther.

Sædvanligvis vil man forvente, at der er ryddet i tidsrummet fra kl. 7 til kl. 22.

I visse tilfælde kan der også være tale om at gøre rent på stier, trapper mm., hvis disse støder op til trafikerede veje. Kanter din ejendom op til en privat vej eller sti, har du også ansvaret for at holde kørebanen ren. Det samme gælder planter og træer, der ligeledes ikke må være til gene for fodgængere, bilister og forsyningsledninger.

"Ejer man et gammelt træ, som ikke ser ud til at kunne klare en rask efterårsstorm, bør man overveje at styne eller helt fælde det. Et væltet træ kan potentielt set føre til voldsom personskade, så det er bestemt noget, man bør tage alvorligt," siger Alexander Falck Winther.

I visse tilfælde kan der være særlige regler for vedligeholdelsen. Det kan være grundejerforeningen, der fastsætter reglerne, eller det kan være lokalplaner, der fastsætter hvordan beplantningen skal vedligeholdes

 

Anbefalet til dig