Kendisfrisøren Dennis Knudsen har gennemgået det, der er mange forældres værste mareridt.
I det tredje afsnit af det sæsonaktuelle 'Til middag hos' deler Dennis Knudsens den dybt personlige og hjerteskærende fortælling om tabet af sin datter Naomi, der kun blev syv uger gammel.
Ved middagsbordet i frisørens hjem med tv-personlighederne Vivi Bach, Jackie Navarro og Gustav Salinas taler Knudsen om den ubegribelige sorg og de minder, der stadig præger ham efter Naomis tragiske død i 2022.
Dennis Knudsen husker tydeligt den skæbnesvangre nat, hvor han skulle tage Naomi op for at give hende mad.
”Den følelse af at stå op og tage et dødt barn op i sine hænder, altså, man tror jo ikke på det,” fortæller han med en dyb berørthed i stemmen.
En påmindelse om det tab, han stadig bærer på, er et portræt af Naomi, som han har fået tatoveret på brystet – et varigt minde, der giver ham en følelse af nærhed til sin datter.
Under middagen åbner Dennis Knudsen yderligere op om et særligt øjeblik fra hospitalet.
Da han tog afsked med Naomi, bad han hende vise sig som et lys eller en stjerne på himlen, så han kunne mærke hendes tilstedeværelse.
Efter den grå og skyede dag brød solen pludselig frem, da han senere kørte hjem.
”Da vi kører fra Slagelse til Korsør af en lige landevej, står der en stor sol for enden. Jeg bliver blændet hele vejen til Korsør,” beskriver han og tilføjer, at han føler Naomi med sig som en evig tilstedeværelse.
Dennis Knudsen er far til sønnerne Lucas og Noah samt Naomi og tvillingen Aurora.