Kendisfrisør Dennis Knudsen, sammen med Linse Kessler, var et smut forbi "Aftenshowet", hvor der naturligvis blev spurgt ind til knivstikkeriet, som Linse begik i 1995, og som hun tilsyneladende laver sjov med i bogen, hun for nylig har udgivet.
I bogen bliver kvinden, som Linse stak ned, blandt andet beskrevet som have været en "kæmpenar", eftersom hun, efter at være blevet angrebet, fældede tårer.
Dennis Knudsen siger dog til knivoverfaldet, at Linse, inden hun stikker kvinden ned, selv var blevet stukket ned både fysisk og psykisk, fordi hun havde brudt en tavshedsaftale.
Det var med til at vække stor undren og fik mange danskere til tasterne, hvilket medførte flere kritiske røster.
Gentager udmeldinger
Dagen derpå har Ekstra Bladet taget kontakt til Dennis Knudsen, som understreger over for mediet, at han ikke forsvarer Linse, selvom han lægger ud med at sige det samme, som han gjorde i "Aftenshowet".
"Som jeg også siger i 'Aftenshowet', føler Linse sig nok mentalt stukket ned. Hun følte ikke, at hun havde noget valg, og hun følte, at hendes familie var truet, hvis hun ikke gjorde noget. Jeg siger ikke, at vold kan accepteres. Det kan det på ingen måde. Men det var en anden Linse dengang, end den Linse hun er i dag, og hun har nok følt, at der var en fortrolighed, der blev brudt," kommer det ifølge Ekstra Bladet fra kendisfrisøren.
Han understreger efterfølgende, at han ikke accepterer vold, og at det ikke ændrer på, at det, hun har gjort, er utilgiveligt, hvorfor han altså ikke forsvarer Linse.
Dennis Knudsen er dog overbevist om, at Linse har stukket kvinden i ren desperation, hvilket hun dog burde fortryde nu, hvilket hun ikke gør, og det skuffer ham.
Ekstra Bladet spørger ham efterfølgende om, hvorvidt han selv ville kunne begå selvtægt med vold, hvortil han svarer:
"Jeg kan ikke forstå og acceptere, at man planlægger at stikke et andet menneske ned, som Linse har gjort, eller at man begår vold, nej. Jeg synes, det er grotesk og uhyggeligt, at hun har planlagt det så nøje, at hun har talt med en sygeplejerske om, hvordan man stikker på en måde, så vedkommende ikke dør. Det betyder jo, at hun i den grad har planlagt det, og det kan jeg slet ikke acceptere."