Mandag morgen måtte Statens Serum Institut (SSI) sende cirka 8.000 borgere et inkonklusivt testsvar på deres PCR-test.
Det skyldtes en laboratoriefejl hos TestCenter Danmark (TCDK), oplyser SSI.
De mange borgerne kan forvente et nyt, korrigeret svar på deres prøver i løbet af onsdagen.
"Det gælder for prøver, hvor det første svar blev sendt ud mellem tirsdag aften klokken 18.00 og onsdag morgen klokken 07.00. Desuden gælder det alene for prøver, der er taget i Østdanmark og altså hverken på Fyn eller i Jylland," skriver SSI.
Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix.
TCDK kører de berørte prøver om i laboratoriet onsdag formiddag, og man kan forvente at få et korrigeret svar på sin prøve i løbet af dagen.
”Borgere, der har fået korrigeret deres prøvesvar til inkonklusiv her til morgen, skal derfor tjekke deres sundhed.dk-profil i løbet af dagen for at se, om de har fået et nyt, korrigeret prøvesvar”, siger TCDK’s direktør Anne-Marie Vangsted.
Fjerner oplysning til coronasmittede
På grund af de stærkt stigende smittetal ændrer SSI nu strategi.
Fremover er det kun en del af coronaprøverne, der testes for omikron. Det betyder, at SSI ikke længere sender oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed, om at man har påvist omikron-varianten i de enkelte, positive prøver.
Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
Dermed får folk ikke længere at vide, om de er smittet med omikron-varianten.
”Med sundhedsstyrelsens nye retningslinier, er det ikke længere nødvendigt for borgerne at vide, om det er omikron, da de skal forholde sig til smitten på samme måde som før og følge de samme anvisninger fra coronasmitte.dk," siger Anne-Marie Vangsted i en pressemeddelelse.