I år kan Jonas Vingegaard lave Tour de France-hattrick.
Der er dog flere ting, der taler imod, at det kommer til at ske.
Den ydmyge Glyngøre-dreng var blandt andet involveret i et voldsomt styrt på 4. etape af Baskerlandet Rundt, som satte en brat stopper for hans Tour-forberedelser.
Heldigvis er Vingegaard tilbage på cyklen, og det betyder, at der nu er store håb for, at han kan vinde Touren endnu engang.
Dog er der nu blevet sat en kæp i danskeren hjul.
På Team Visma - Lease a Bikes hjemmeside fremgår det nemlig nu, at stjernehjælperen, Sepp Kuss, ikke kommer til at være til stede, når Touren skydes i gang.
Sådan skriver TV 2 Sport.
"I første omgang er dette selvfølgelig meget svært for Sepp. Hans bidrag er altid meget vigtigt for holdet, men så skal han selvfølgelig være helt fit. Desværre måtte vi sammen konkludere i dag (tirsdag, red.), at dette ikke er tilfældet i tilstrækkelig grad," lyder det fra Merijn Zeeman, der er sportsdirektør for holdet.
Han fortæller videre, at Kuss har døjet med covid, og at han derfor ikke er klar til at deltage.
"Han skal nu komme sig ordentligt og vil derfor ikke starte. Heldigvis har vi en god afløser klar med Bart Lemmen."
Det er heller ikke længe siden, at det kom frem, at danskerens holdkammerater, Dylan van Baarle og Steven Kruijswijk, heller ikke bliver klar til Touren.
Der er ingen tvivl om, at Jonas Vingegaard for alvor får det svært, når Tour de France løber af stablen, men kun tiden vil vise, om han alligevel kan stå øverst på podiet i sidste ende.