Mens de danske håndboldherrer er storfavoritter til at vinde VM, så er Mathias Gidsel lige stor favorit til at blive VM’s topscorer.
Den blonde bomber har i de første to kampe knaldet hele 19 mål ind.
Derfor er det helt fornuftigt, at fire ud af fem kunder hos Danske Spil peger på den træfsikre bagspiller som manden, der kommer til at score flest mål ved VM.
”Mathias Gidsel er simpelthen bare i en klasse for sig, når vi ser på, hvor mange gange, han får puttet bolden i nettet. Ja, Simon Pytlick kan da af og til også godt lege med, men på landsholdet er der altså stadig lige et niveau eller to op til Gidsels mål-produktion, som bare er second to none,” siger Mads Mortensen, der er håndboldekspert og oddssætter hos Danske Spil.
Målsnit er enestående
I Danmarks første kamp ved VM lagde Mathias Gidsel stærkt fra land med hele 10 scoringer mod Algeriet, men det er faktisk ikke kun i sammenligning med sine nuværende holdkammerater, at Mathias Gidsel scorer flest, understreger Danske Spils oddssætter.
”Hvis man kigger på alletiders topscorerliste på det danske herrelandshold, så er Mathias Gidsels målsnit helt enestående: Han er lige nu nummer 13 på topscorerlisten, og hvis man tager alle spillerne i top-15, så er han suverænt den spiller, der scorer flest mål per kamp,” siger Mads Mortensen.
19 VM-mål i to kampe
Danskerens 19 mål i de første to VM-kampe fik også Danske Spils oddssættere til at kigge i historiebøgerne for at se, hvad rekorden for flest mål ved en VM-slutrunde egentlig er… og så har de spurgt: Kan Mathias Gidsel mon også slå den rekord?
”Rekorden for mål ved en enkelt slutrunde er de 92 mål, som Kiril Lazarov fra Nordmakedonien scorede ved VM i Kroatien i 2009. Der er godt nok langt derop, men med 10 mål i den første kamp, så må vi da i det mindste sige, at Mathias Gidsel kom godt fra start,” siger Mads Mortensen, som lige nu vurderer, at Gidsel har omkring 20 procents chance for at slå den rekord.
Landsholdets næste VM-kamp mod Italien fløjtes i gang lørdag aften kl. 20.30.