Der gik en bølge af modvilje og frustration gennem den danske befolkning, da vores allesammens isbiler skiftede navn fra Hjem-is til Fråst. At ændre på et veletableret navn kan i visse tilfælde være et strategisk træk til at komme videre og forny sig - og i andre tilfælde kan det miste rigtig meget markedsføringsværdi overfor brugeren. Det har endnu en virksomhed nu måtte sande.
Electronic Arts (EA), kendt som spilgiganten bag den ikoniske FIFA-serie – nu EA Sports FC – oplevede torsdag en historisk nedtur på aktiemarkedet. Ifølge CNBC faldt aktien med næsten 19 %, hvilket resulterede i et tab på omkring 55 milliarder kroner i selskabets markedsværdi. Det største fald for EA siden dot.com-boblen i 1999.
Faldende salg rammer hårdt
Årsagen til aktiekrisen skyldes primært dårlige salgstal for to af EAs nøglespil, EA Sports FC og Dragon Age. I en meddelelse udtaler EA, at spillene "har underpræsteret i forhold til vores salgsforventninger." Det skuffende salg i det seneste kvartal, der sluttede 31. december, har fået selskabet til at nedjustere sine økonomiske forventninger, hvilket straks påvirkede aktiekursen.
Rebrandingens høje pris
EA Sports FC blev lanceret som en efterfølger til FIFA-spillene, efter at aftalen med det internationale fodboldforbund FIFA udløb i 2022. Serien, der blev introduceret i 1993, har været en hjørnesten for EA, men rebrandingen ser ud til at have kostet dyrt. Analytikere peger på, at det globale marked for sportsspil generelt er under pres, hvilket også kan have påvirket salget.
En presset branche
Problemerne er dog ikke isoleret til EA alene. Flere analytikere har tidligere advaret om udfordringer i spilbranchen som helhed, hvor hårdere konkurrence og ændrede forbrugsmønstre skaber usikkerhed. EA erkender, at lavere salgstal kan blive den nye normal for deres fodboldspil, hvilket markerer en potentiel udfordring for fremtidig vækst.